Arbejdsglæden halter, når det går for stærkt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forestil dig, at du har lavet et flot stykke arbejde, der sidder lige i skabet, men så skal det laves om, fordi du fik mangelfuld information fra start. Det sker desværre på danske byggepladser og andre arbejdspladser, hvor det har konsekvenser for arbejdsglæden og klimaregnskabet.

Som forbundsformand for Dansk El-Forbund besøger jeg ofte elektrikerne og teknikerne på deres arbejdspladser. Her har jeg på det seneste mødt et paradoks, hvor folk gør deres arbejde hurtigt og godt, men inden de knap er færdige, så bliver de bedt om at gøre det om igen.

Fordi planlægningen ovenfra har haltet.

Det er et paradoks og gælder formodentlig også andre brancher og fag. Og det er et paradoks, vi bør tale om.

Det giver ikke mening, når man ser på de økonomiske omkostninger. Det giver heller ikke mening, når man ser det i forhold til den arbejdsglæde og faglige stolthed, som er forudsætningen for at levere kvalitet.

Når jeg besøger byggepladserne, så elsker jeg at stoppe op, nyde og beundre det flotte håndværk. Det gjorde jeg også dengang, jeg selv arbejdede som elektriker.

For en faglært elektriker er det en fornøjelse, når kabelbakken ligger snorlige og laver det flotte sving eller hjørne. Hvor det nærmest er kunst, hvordan alle kablerne er afisoleret på samme måde igennem eltavlen og ligger præcist hen til komponenterne.

Man retter ryggen og er stolt af sit arbejde, der måske er brugt uger på. Man har fundet de rigtige løsninger, og man har fået dem til at fungere for kunden. Det er kvalitet, som vil holde længe.

Men desværre er det ikke kun det, jeg hører om, når jeg mødes med elektrikerne og teknikerne på deres arbejdspladser rundtom i landet.

De seneste par år har jeg besøgt flere arbejdspladser, hvor snakken har handlet om, at elektrikerne skal rydde det færdige arbejde, som de ellers har gjort en ære i at lave. Som medlemmerne har sagt på lidt forskellige måder: Nu skal jeg sgu igen lave mit arbejde om, fordi byggelederne har glemt at tage højde for alle nødvendige forhold, og det betyder en ommer af mit arbejde. Det opleves alt for ofte, både i det offentlige og private byggeri.

Til min store glæde hører jeg dog, at elektrikerne generelt tjener noget, der ligner en rimelig løn for arbejdet. Det fortjener de og fagets resultater. Men det er altså ikke hele billedet.

Nogle steder ved arbejdsgiveren fra start, at der ikke er styr på processerne, og det derfor er et vilkår, at udført arbejde skal laves om undervejs. Man betaler simpelthen ekstra for at hyre elektrikere, som skal leve med at gøre deres gode arbejde om to eller tre gange.

Jeg er fagforeningsformand for elektrikerne, så selvfølgelig må jeg tage det alvorligt, når en del af dem brokker sig over, at planlægning og kvalitet kan løftes mere af arbejdsgiverne. Arbejdsglæde, faglig stolthed og kvalitet betyder også noget for elektrikerne og for mange andre.

Hvis du arbejder med tastatur og ved et skrivebord, så prøv at forestille dig din egen reaktion, hvis det bliver en ommer, hver gang du er færdig med dit arbejde og har nydt resultatet med rapporten, tegningen eller artiklen, du netop har lavet.

Tænk, hvis du straks efter bliver bedt om at rive det hele i stykker eller trykke på tastaturets delete-knap. For at starte forfra, selv om det, du lige havde afleveret, var tiptop i orden, flot og rigtigt.

Men nu skal det laves om endnu en gang, fordi ordrestilleren ikke havde styr på, hvad han eller hun faktisk ønskede, og hvad du havde behov for at vide.

Når du selv skal pille dit arbejde ned og starte forfra, så forsvinder stoltheden og arbejdsglæden over det flotte arbejde, du har brugt timer, dage eller uger på.

Det er kun naturligt, der bliver betalt en ekstra del for den her dagligdag på nogle byggepladser, hvor de urimelige arbejdsvilkår rammer arbejdsglæden og stoltheden over det udførte arbejde. Det skal arbejdsgiverne og brugerne af bygningerne naturligvis betale ekstra for.

Men det irriterer mig grusomt, når jeg så hører arbejdsgivere sige, at for eksempel byggerierne skal være billigere, effektiviteten skal op, og håndværkernes metoder og opgaveløsninger skal være mere konkurrencedygtige. Som det er os, håndværkerne, der har ansvaret.

Jeg vil tro, den samme situation kan genfindes på mange andre arbejdspladser og i mange andre fag.

Det er en skæv tilgang, når det nu er arbejdsgiverne og byggelederne, der har aben på skulderen.

Når arbejdsgiverne råber op om mangel på arbejdskraft og ønsker sig mere udenlandsk arbejdskraft, så er tiden vist inde til, at de selv ser indad på egne evner til ledelse og tilrettelæggelse af byggeprocesserne.

Som fagforening er vi med på at se nærmere på effektiviteten og konkurrencedygtigheden, for der er mange steder, hvor der brændes alt for mange penge af og lægges alt for lidt kvalitet ind i opstarten af byggeprojekter. Men det starter ikke med vores ansvar.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvor stoltheden og æren er henne hos ordrestilleren, bygherren eller firmaet, som højere oppe i kæden er sat til at tilrettelægge planerne og tegningerne. Jeg vil tillade mig at spørge, hvad de faktisk bør have i løn, når de ikke lykkes fra starten af.

Ansvaret må placeres der, hvor det hører hjemme, og ikke hos dem, f.eks. elektrikerne, som er udsat for noget, som ligner et angreb på arbejdsglæden og kvaliteten i arbejdet.

Det er nemlig i starten af byggeprocesserne, at de største omkostninger og penge brændes af. Indtil det er på plads, så synes jeg, det er rimeligt, at når sådanne projekter startes op, ja så skal der være en ekstra høj løn, et fastholdelsestillæg.

Det ekstra i lønningsposen er rimeligt, fordi man som håndværker gang på gang kommer til at skulle gå på kompromis med sin egen faglige stolthed. Der er jo risiko for, at arbejdsglæden og æren er på spil, hver gang man har leveret et helt korrekt og flot håndværk til topkarakter.

Det har også konsekvenser for den grønne omstilling, når helt nye kabler, kabelbakker og komponenter skal skrottes, inden de overhovedet er taget i brug for alvor. Der er altid et klimaaftryk ved at producere tingene, og når de så endda skal pilles ned igen og kasseres, så bidrager det eltekniske arbejde til et dårligere klimaregnskab med et tudetosset spild af både materialer og arbejdstid.

Mon ikke vejen frem i stedet ligger i den gode danske tradition for dialog og inddragelse fra top til bund? Alle vil jo gerne levere kvalitet for den løn, de får.

Det er i hvert fald ikke nok, at arbejdsgiverne bare hiver lidt mere op af lommerne og samtidig råber på mere udenlandsk arbejdskraft; de må også kigge indad på deres egen evne til planlægning og forberedelse. Til gavn for os alle sammen, når det gælder arbejdsglæden, stoltheden og et bedre klimaregnskab.

Her ligger noget af guldet for Danmarks økonomi og velfærd de næste mange år. Lad os få det samlet op og komme videre i et godt fællesskab mellem arbejdsgivere, ledere og stolte lønmodtagere.