Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Regeringens løfter var tomme: De skubber til oksekødets himmelflugt

Regeringen sætter familiernes økonomi under stort pres, når prisen på oksekød toppes med afgifter.

Hans Kristian SkibbyMF, (DD)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De fleste kan nok huske, at Mette Frederiksen lovede den enlige mor, at oksekødet ikke måtte blive dyrere. Et løfte, der nu fremstår som hån. For afgifterne gør ondt værre.

De lægger et ekstra lag oven på allerede pressede produktionsomkostninger, som til sidst ender hos forbrugerne.

De stigende priser skyldes bl.a., at landmænd over hele Europa holder igen med at investere i produktionen på grund af politisk usikkerhed, og når regeringens CO2-afgift på landbruget først slår igennem, så kommer priserne kun til at stige yderligere.

At priserne stiger langt mere end lovet, giver derfor god grund til kritik. Når man som regering træffer beslutninger, bør man også tage ansvar for, hvad de betyder økonomisk.

Som eksperter påpeger, er det forbrugerne, der ender med regningen – og det ser vi nu tydeligt. Regeringens politik mangler omtanke, og det forstærker de problemer, der allerede findes på markedet.

Regeringens beslutninger og afgifter er med til, at priserne på oksekød nu er fuldstændig vanvittige. De bidrager til at gøre situationen værre og øger omkostningerne for forbrugerne. Og det er i modsætning til klare løfter om, at »kødsovsen ikke må blive dyrere«.

Det bliver kun værre, hvis regeringen fortsætter med at indføre symbolske afgifter uden at beskytte den almindelige forbruger eller sikre stabilitet for landbrugets produktion.

Regeringen bør tage ansvar for, hvad afgifterne fører til, i stedet for bare at skyde skylden på globale markedskræfter.