Når staten begynder at prædike, er vi syge for alvor

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden læste jeg et indlæg i Kristeligt Dagblad fra to konservative kandidater til Regionsrådet i Østdanmark. De skrev, at der bør være kirkerum på alle større hospitaler. Fordi vi – ifølge dem – skylder vores kultur og historie det.

Mens nogle ser det som statens opgave at værne om kultur og tradition, ser vi frihedsorienterede mennesker en helt anden forpligtelse – nemlig at holde stat og tro adskilt. Staten skal ikke bygge identitet. Den skal beskytte individet. Og det indebærer også retten til at leve uden religiøse symboler, tvang eller forventninger – særligt i livets mest sårbare øjeblikke.

Et frit samfund er ikke kendetegnet ved, at staten fremmer én bestemt tro. Det er kendetegnet ved, at staten ikke blander sig. Hverken i sjæleliv eller samvittighed. Derfor bør kirker og hospitaler være lige så adskilte som tro og skattekroner.

Et hospital er ikke en katedral. Det er ikke statens opgave at bygge rum til bøn og tro. Det må være en personlig sag. Og i et sundhedsvæsen, hvor vi i forvejen mangler hænder og senge, virker det mildest talt verdensfjernt, at ressourcerne skal bruges på religiøse rum – betalt af alle, men til glæde for nogle.

Hvis et menneske har behov for stilhed, bøn eller religiøs trøst i mødet med sygdom og død, så skal det selvfølgelig være muligt. Det er ikke dér, uenigheden ligger. Den handler om, hvem der skal betale, og hvem der skal bestemme.

I dag er det regionsråd, der afgør, om et hospital skal bygges med et kirkerum. Det er et symptom på en større fejl i systemet. Når staten ejer og driver hospitalerne, bliver sundhed et politisk anliggende – og pludselig handler det ikke bare om behandling, men også om bederum, kors og kulturarv.

Et privat hospital kunne frit vælge, om det ville tilbyde kirkerum – måske endda forskellige rum til forskellige trosretninger. Og patienterne kunne selv vælge det hospital, der passer til deres værdier. Nogle ville prioritere moderne udstyr. Andre ville måske vælge et sted med plads til tro. Sådan bør det være i et frit samfund.

De konservative appellerer til tradition og kultur. Men frihed er ikke noget, vi bevarer ved at se bagud. Frihed er noget, vi bygger fremad – ved at holde staten ude af vores overbevisning og vores samvittighed. Tro må aldrig være statsstyret, og skatteborgernes penge må aldrig bruges til religiøs praksis. Og tro er netop individuel. Den skal være fri. Og frihed begynder – som altid – dér, hvor staten stopper.