Ja, jeg er lesbisk – og jeg er også liberal

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For mine små børneører lød det uretfærdigt. Min mors svar var derimod ærkeliberalt: Tandlægen havde læst i mange flere år og arbejdede flere timer – og derfor var det ikke snyd. Et lys gik op for mig: Det er ikke uretfærdigt, når dem, der knokler mest, også tjener mest. Ren liberalisme i børnehøjde.

Senere i livet, da jeg som teenager fandt ud af, at jeg er lesbisk, dukkede et nyt spørgsmål op: Kan man overhovedet være liberal og lesbisk? Dengang virkede det nemlig også, som om venstrefløjen havde eneret på LGBT+-politik. Heldigvis fandt jeg, som så mange andre unge, min egen vej. For i virkeligheden er seksualitet ikke så forskellig fra alle de andre erkendelser og forandringer, man gennemgår i puberteten. Vi finder ud af, hvem vi er, hvad vi tror på – og hvad vi står for.

I dag – som kandidat for Liberal Alliance – bliver jeg stadig spurgt, hvordan det hænger sammen. Mit svar er enkelt: Det hænger netop sammen, fordi jeg er liberal.

Liberalismen handler om frihed. Frihed til at elske den, man elsker, til selv at vælge sin familieform – og til at leve sit liv, som man ønsker, så længe det ikke går ud over andre. LGBT+-personer er ikke en særgruppe. Vi er skatteydere, forældre, frivillige, naboer. Og vi har præcis samme ret til at blive mødt med respekt som alle andre.

Men jeg forstår godt, hvorfor mange LGBT+-ere stemmer rødt, selvom de måske i virkeligheden er borgerlige. For højrefløjen har desværre været alt for tavs – eller direkte uempatisk. Når en analyse fra Aalborg Universitet og SSI viser, at 22 pct. af danskerne mener, det er moralsk forkasteligt at have sex med en af samme køn, handler debatten hurtigt om, “at det er muslimerne”.

Ja, accepten blandt muslimske mænd og kvinder er meget lav – og det er bestemt noget, som fokuseres på.

Men den vigtigste pointe er altså, at 22 pct. af alle danskere deler den holdning. Det er ikke kun en muslimsk udfordring – det er en dansk udfordring.

Så hvor kommer modstanden egentlig fra?

Den næres og forstærkes, hver gang politikere og debattører bygger deres argumenter på misforståelser eller direkte usandheder – som når DF råber om »72 køn«, selvom ingen LGBT+-ere nogensinde har påstået, at der findes det.

Det stammer i virkeligheden fra et gammelt Facebook-stunt for over 10 år siden. Men i stedet for nuancer bliver det en del af en forsimplet og polariserende fortælling. En fortælling, der risikerer at skubbe borgerlige LGBT+-ere væk fra højrefløjen og samtidig giver anti-LGBT+-kræfters diskrimination en grad af legitimitet.

Samtidig forstærkes diskriminationen, når lovgivningen ikke følger med. I dag må sundhedspersonale i Danmark stadig ikke assistere ved altruistisk surrogasi – og præster, hvis løn bliver betalt af skatteyderne (ikke af kirkeskatten), kan stadig nægte at vie homoseksuelle. Når staten selv diskriminerer, bliver det svært at argumentere for, at det ikke er i orden i resten af samfundet.

Og netop derfor er det så vigtigt, at vi tager ejerskab over den frihed, vi siger, vi tror på.

For godt et år siden modtog jeg sammen med Christina Olumeko (Å) og Solbjørg Jakobsen (I) Årets Laks for kampen for at lovliggøre partnerægdonation. Jeg mener ikke, det er LGBT+-politik. Det er såmænd bare klassisk liberalisme: frihed til at vælge sin familieform.

Generelt er LGBT+-rettigheder egentlig bare liberale rettigheder. Og det burde højrefløjen i langt højere grad stå ved – ikke bare af princip, men også fordi det er det rigtige at gøre. For frihed gælder alle – også dem, der elsker nogen af samme køn.

Så ja, jeg er lesbisk og liberal.

For jeg tror på frihed. Jeg tror på ansvar. Og jeg tror på, at mennesker, uanset seksualitet, har ret til at blive mødt som det menneske, de er, ikke som stereotyper.

Det er ikke venstreorienteret eller woke at ville behandles lige. Det er bare liberalt.