Det er arbejdsforholdene, der er skyld i, at vi ikke gider velfærdsuddannelserne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da jeg fortalte min mor, at jeg gerne ville starte i lære som bager og konditor, fik hun et større vredesudbrud. Jeg skulle sgu ikke gå på sådan en erhvervsuddannelse, mente hun. Og det handler ikke om, at min mor er snobbet eller ser universitetet som en “finere” uddannelse – men fordi hun på sin egen krop har oplevet, hvordan det er at være erhvervsuddannet.

Min mor er nemlig sosu-assistent og har været det i over 30 år. Hun har selv oplevet, hvordan hendes krop er blevet ødelagt på grund af hendes arbejde. At hendes arbejde som sosu har tvunget hende i et længere stressforløb. Og at hun som sosu-assistent ikke havde nok løn til at skaffe mad nok til hele vores familie. Før jeg blev født, var der flere aftener, hvor hun blev nødt til at gå sulten i seng, så min storesøster og min storebror kunne få nok mad.

Jeg har, næsten lige siden jeg kunne gå, kunnet høre min mor fortælle om sine oplevelser på arbejdet. Det var sjældent gode ting, jeg hørte. Nogle gange var det så slemt, at hun kunne komme grædende hjem. Især under corona var det svært. De foranstaltninger, som skulle stoppe smitten på plejehjemmene, skubbede min mor helt ud på randen både fysisk og psykisk. Og som hendes søn kunne jeg bare stå magtesløs og se på, mens det hele skete.

Derfor kan jeg uden tvivl sige, at mit fravalg af en erhvervs- eller velfærdsuddannelse ikke handler om snobberi eller uvidenhed.

Det har noget at gøre med de horrible løn- og arbejdsforhold, som vores lærere, pædagoger, sosu-assistenter og sygeplejersker oplever på daglig basis. Og jeg er sikker på, at rigtig mange unge mennesker har det på samme måde.

Derfor mener jeg, at regeringens uddannelsespolitik er helt forfejlet, når den forsøger at løse den store personalemangel i velfærdssektoren ved at forringe og skære i pladserne fra universitetsuddannelserne. Det er netop det, universitetsreformen fra 2023 gør.

Regeringens reform har gjort, at universiteterne skal tage imod 10 pct. færre studerende i et eller andet forskruet håb om, at de unge mennesker i stedet skulle søge mod velfærdsuddannelserne. Og på den front ser det også – ikke overraskende – meget skidt ud. På velfærdsuddannelserne har man også oplevet et markant fald af ansøgere på i alt 4 pct.

Tallene siger det hele selv: På trods af de nedskæringer og forringelser, som vores universiteter er blevet påtvunget de seneste par år, er antallet af ansøgere til velfærdsuddannelserne stadig faldet. Det burde være et klart tegn på, at vores regering har fat i den helt forkerte ende, når det handler om løsningen af vores rekrutteringskrise blandt velfærdsuddannelserne. Vi unge flytter os ikke bare eller ændrer mening i forhold til universitets- eller velfærdsuddannelser, fordi regeringen har frataget en masse unge mennesker muligheden for at læse på deres drømmestudie.

For det ændrer stadig ikke på, at der i velfærdssektoren er ekstremt dårlige arbejdsforhold. Og at den løn, der følger med, ikke kommer tæt på, hvad vores pædagoger, sygeplejersker, sosu-assistenter og lærere fortjener.

Så hvis regeringen gerne vil have, at flere unge søger mod velfærdssektoren, synes jeg, svaret er helt indlysende. Vi skal i langt højere grad forbedre kvaliteten på velfærdsuddannelserne og arbejde for at få bedre løn- og arbejdsforhold i den danske velfærdssektor.

Vi skal sørge for, at der er flere ressourcer og bedre normeringer inden for det offentlige, og så skal vi styrke arbejdstilsynet.

Det er vi nødt til at gøre, hvis vi skal få de unge til at tro på, at det ikke kun er via universitetet eller de boglige uddannelser, man kan få et godt arbejdsliv. Og til sidst skal vi arbejde så hårdt som muligt for, at ingen ligesom min mor kommer grædende hjem fra arbejde igen.