Venstre har mistet tålmodigheden: Opsig aftalen med Kammeradvokaten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som advokat gennem flere årtier har jeg i sagens natur på tæt hold haft lejlighed til at betragte den voldsomme overbetaling, som staten i mine øjne yder til et bestemt privat advokatkontor, benævnt med den renæssanceagtige titel “Kammeradvokaten”.

Da andre dengang øjensynlig ikke var opmærksomme på overbetalingen, til trods for at monopolet har eksisteret siden 1936, var det derfor naturligt for mig straks efter mit valg til Folketinget i 2011 at stille forslag om, at statens advokatarbejde skulle udbydes i fri konkurrence. Det skete med beslutningsforslaget fremsat 23.10.2012 (B 14 2012-13). Kun Venstre og Liberal Alliance støttede imidlertid forslaget – resten var imod.

Derfor fik monopolet lov at udvikle sig til det, som vi har i dag med en årlig officiel omsætning, senest officielt opgjort til over 650 mio. kr. årligt. Men hertil skal lægges dels omsætningen med offentlige selskaber, dels den store omsætning, der kommer fra det faktum, at hver gang staten har mange penge til gode i større konkursboer, ja så sørger staten for, at Kammeradvokaten – og ikke andre af landets advokatkontorer – ofte får det lukrative job som kurator. Alt sammen med en omsætning, der ikke indgår i de officielle tal, men betales af konkursboets kreditorer, herunder staten.

Kontorets enorme omsætning, der for langt størstedelen stammer fra skatteborgerne, er selvfølgelig baggrund for en tilsvarende stor indtjening til partnerne på det private advokatkontor. Oplysningerne herom er få, nærmest ikke-eksisterende, for selskabet offentliggør ikke regnskaber. Eneste valide oplysning, jeg kender til, stammer derfor fra 2012, hvor en af partnerne skulle skilles og i Østre Landsret under strafansvar oplyste sin indkomst fra advokatkontoret (dengang) til 12,9 mio. kr. Siden da er Kammeradvokatens omsætning næsten fordoblet, og man skal være naiv for at tro, at det veldrevne firma ikke også har fordoblet overskuddet pr. partner nogenlunde tilsvarende.

Som liberalist er jeg glad for, at virksomheder tjener penge. Men jeg er ikke glad for, at det sker på baggrund af et statsligt monopol uden reel mulighed for andre til at byde ind. I givet fald er det mindste vel, at det betalende finansministerium på skatteborgernes vegne får en vis interesse for overskuddets størrelse, henset til at skatteborgerne enten er enekunden eller i hvert fald storkunden.

De voldsomme salærindtægter har imidlertid ikke – overhovedet ikke – haft skiftende finansministres interesse. Og det gælder desværre – sagt i objektivitetens navn – uanset om de er kommet fra Venstre eller Socialdemokratiet. Til gengæld har embedsværket haft en loyal, men dyrt betalt samarbejdspartner.

Stor var min glæde derfor, da den nuværende regering – der på glimrende vis har taget fat og løst adskillige andre samfundsmæssige problemer – i sit regeringsgrundlag fastslog, at »regeringen ville se på mulighederne for helt eller delvist at konkurrenceudsætte statens advokatarbejde«.

I lyset heraf nedsatte man i 2024 et ekspertudvalg, der efter 86 års monopoltilstande nu skulle overveje, hvordan regeringsgrundlaget kunne effektueres – ganske som stort set alle andre løfter i regeringsgrundlaget.

Som ventet barslede udvalget under ledelse af professor Philipp Schröder, AU, i december 2024 med sin rapport med en helt klar konklusion om tingenes tilstand: »Ekspertgruppen vurderer dog, at den nuværende ordning har ført til en situation, hvor der er ingen reel konkurrence om statens advokatundersøgelse« – eller sagt med andre ord: Ekspertgruppen talte klart for monopolets ophør.

Så kunne man måske tro, at Kammeradvokataftalen – der har et års opsigelsesvarsel til den 31.12 – prompte ville blive opsagt, mens Finansministeriet tilrettelagde, hvorledes fremtidens almindelige udbud i et frit marked skulle gennemføres. Det bemærkes i den forbindelse, at den eksisterende kontrakt ikke blot har et års opsigelsesvarsel, men tillige flere bestemmelser, hvorefter Kammeradvokaten – hvis ønsket af staten – skal færdiggøre længerevarende sager.

Men desværre blev kontrakten ikke opsagt inden udgangen af 2024. Nu skriver vi august 2025, og det eneste officielle, der har været udmeldt, er finansministerens udtalelser om, at der er tale om en »kompleks« problemstilling. Det er der ingen tvivl om.

Men i mine øjne er vi nu der i kalenderen, hvor både Danske Advokater, erhvervslivets organisationer, juridiske professorer og politikere fra stort set alle partier efterlyser handling. For slet ikke at tale om medlemmerne af den ekspertgruppe, som med kort frist blev anmodet om at undersøge ordningen. Også herfra lyder højlydt undren som beskrevet af formanden i Advokatwatch i april 2025.

Og med handling mener jeg opsigelse. Det vil være uansvarligt og i strid med regeringens sædvanlige udgiftspolitik, om overbetaling, monopol og de manglende konkurrencemuligheder skal fortsætte uændret endnu et år.

Ikke bare statsfinanserne lider under den eksisterende ordning. Det gør retssikkerheden desværre også. Utallige sager, dokumenteret via bl.a. retsbogsudskrifter og aktindsigter, viser, hvordan Kammeradvokaten i retssager honoreres af staten mange gange højere end borgerens advokat. Hvor sidstnævnte således ofte via fri proces, retshjælp samt landsretternes vejledende takster af dommeren honoreres med et givet beløb, så ses adskillige eksempler, hvor Kammeradvokaten er honoreret med det tidobbelte fra sin klient, staten. Og i øvrigt uden at staten på nogen måde siden 1936 har klaget over salærregningerne.

Det er således ikke sjældent, at borgeren repræsenteres af en advokat, der honoreres med det af retten fastsatte salær for fri proces (1.810 kr. i timen), hvorimod Kammeradvokaten har resurser (læs betaling fra sin klient staten) til adskillige jurister i samme sag til en samlet langt, langt højere udgift.

Forholdet belyser samtidig en af overbetalingernes årsager. Jeg skal ikke gå ind i en debat om Kammeradvokatens timelønninger pr. advokat – mon ikke det årlige overskud taler sit tydelige sprog. For realiteterne er jo, at det afgørende for kunden i en murerentreprise ikke er timelønnen til murerfirmaet, men den endelige regnings størrelse.

Det samme gør sig gældende i de regninger, som staten modtager fra sin nu 87-årige faste samarbejdspartner.

Det er ikke den oplyste timeløn – som i sig selv er vanskelig at kontrollere – men den endelige regning, der udløser det vanvittige misforhold i honoreringen af hhv. borgerens og statens advokat.

Så hellere sent – meget sent – end aldrig. Der er nu 147 dage til at få håndteret Kammeradvokataftalen uden yderligere års forsinkelser. Det vil være et vigtigt monopolbrud til gavn for både statskasse og borgerne.