Vi skal ikke indskrænke andres behov for at håndtere deres efterladtes aske, som de ønsker det

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Etisk Råd kom i maj på opfordring af kirkeministeren med udtalelser om mulige ændringer af begravelsesloven. Baggrunden er to borgerforslag om at lempe på, hvordan vi kan omgås med asken efter vores døde.

Begge borgerforslag er velbegrundede. Forslagene kan nedkoges til at få lempeligere regler i forhold til at sprede asken, at dele asken, at opbevare asken hjemme og at kunne lave smykker af asken af vores nærmeste døde.

Debatten bør være ærlig og saglig, så retsfølelsen svarer til den etik, vi har i vores samfund. Desuden bør vi som samfund ikke indskrænke andres måder at gøre noget smukt med asken efter deres døde, bare fordi vi ikke selv ville gøre sådan.

De fleste begravelser i Danmark er bisættelser, hvor legeme og kisten brændes efter en ceremoni. Jordbegravelser er i dag sjældne. 88 pct. af de døde bliver kremeret, og 11 pct. af asken herfra sættes ikke i jorden. De fleste pårørende til disse 11 pct. ønsker, at asken fra deres kære spredes, opbevares eller placeres, så det passer til afdødes liv.

Etisk Råd opridser fint borgerforslagene i fire emner: at sprede asken, at kunne dele asken, at kunne placere asken i eget hjem og endelig at kunne lave smykker ud af den. Ingen foreslår, som Stender påstår det, at man skal kunne sprede asken fra en drone eller andet hurlumhej. Alle har naturligt en værdig etik i sig.

Ved prins Henriks død valgte familien at følge hans ønsker om at dele asken, så halvdelen kunne strøs over havet, og den anden del kunne komme i jorden ved Fredensborg.

Den måde at dele asken på tror jeg, mange har syntes om. I dag er det kun lovligt, hvis det er til et andet land, eller der er en særlig begrundelse.

Det giver i dag mening, at man skal kunne dele asken, sætte den i jorden flere steder og kunne sprede noget af den over havet. Det bør loven inkludere. Der er intet usømmeligt i at dele asken. Legemet er ved ligbrændingen allerede blevet delt.

Ved de humanistiske begravelser i Danmark ønsker en del i dag at dele asken, strø noget et særligt sted, under roserne, de sad ved, eller i den skov, de havde deres dybeste samtaler.

Det er smukt og støder ingen, så længe det er diskret og ikke forurener. Har afdøde haft hjemme i flere lande, er det også naturligt, at asken deles til begge eller flere hjemlande.

Ingen af de kreative forslag, jeg har hørt i de 12 år, jeg har haft samtaler med de nærmeste slægtninge omkring deres døde, har været usømmelige eller uforståelige. Folk er generelt ordentlige og har smukke ønsker om, hvad der vil være helt rigtigt for den, de har elsket.

Et ønske i et borgerforslag om, at man må opbevare asken hjemme, er set fra min synsvinkel også lige til at indføre. Det kan f.eks. være en god ide, når et barn er dødt, og familien skal lære at leve med den nye virkelighed. Det er at medtage den døde i hverdagen, indtil det ikke længere giver mening.

Det eneste, man skal kræve af folk, er, at asken opbevares sømmeligt. Det ved alle, hvad er, i deres inderste etik.

At lave smykker af afdødes aske er en tradition, som ikke er tilladt i Danmark. Men hvorfor ikke? Folk tager alligevel blot til Tyskland og får dem lavet der. Det er trods alt ikke staten, der ejer asken. Det er de nærmeste pårørende, der blot tager vare på den.

Jeg husker en stor mand, for hvem det helt sikkert havde været det rette at få skabt et smykke af asken efter hans mor. Det er forbudt i dag. Indfør også den mulighed nu.

Begravelsesloven er i dag med hensyn til aske ikke på niveau med den måde, en god del af befolkningen lever og tænker på. Derfor er forslaget fra majoriteten af medlemmerne i Etisk Råd det bedste bud på at revidere loven. En lov skal være i samklang med sin befolkning, ikke omvendt.