Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Taiwans virkelighed kræver mere præcision, Lykketoft

Mogens Lykketoft fremstiller fejlagtigt Taiwans nuværende regering som konfrontatorisk.

Michael Danielsen, formand, Taiwan Corner

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mogens Lykketoft misforstår i sit debatindlæg i JP 29/7, at fred mellem Taiwan og Kina kan bevares, hvis de ikke udelukker genforening. Svært, når Kina startede med at true Taiwan militært under den forrige pragmatiske præsident.

I øvrigt var Taiwan kun en kinesisk provins 1887–1895, og ingen internationale aftaler har siden givet Taiwan til Kina, uanset hvad ML mener.

Mogens Lykketoft fremstiller fejlagtigt Taiwans nuværende regering som konfrontatorisk, for siden hvornår er dialog på lige fod blevet konfrontation? Det reelle brud kom under det Kina-venlige KMT (2008–2016), der skabte så tætte relationer til Kina, at det udløste en folkelig modreaktion og besættelse af parlamentet.

Valgene i juli handlede ikke om Kina, men om stærk parlamentarisk polarisering. Mogens Lykketofts beskrivelse af valget overser, at initiativet til at udskifte visse parlamentsmedlemmer kom fra uafhængige frivillige.

Taiwanerne er ikke så delte som påstået i parlamentet eller uden for. Taiwans Folkeparti lægger sig op ad regeringspartiet, men er mere pragmatisk. Alene 6,4 pct. af taiwanerne ønsker at blive en del af Kina, og kun 2-3 pct. identificerer sig som kinesere. Over 70 pct. har i årtier afvist Kinas ”ét land, to systemer”-model.

Taiwanernes drøm er fuld anerkendelse, men status quo er fint – deres reelle selvstændighed.