Så vær dog stolt over Vingegaard, for pokker

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efter at Jonas Vingegaard for andet år i træk ikke har formået at vinde over Tadej Pogacar, bliver der snakket i krogene: »Han er ikke den samme længere«, »Hvorfor er han blevet så dårlig«. Men det er hr. og fru Danmark, der har et forklaringsproblem.

Jeg synes, vi skal tænke tilbage til en tid, hvor vi ikke havde Jonas Vingegaard som favorit. I 2013 blev Jakob Fuglsang nummer syv i Tour de France, og vi klappede over den bedrift. Nu bliver vi skuffede over en andenplads? »Vi er simpelthen blevet fartblinde i det her land,« som Michael Rasmussen sagde det om danskernes syn på Jonas Vingegaard.

Det virker nærmest, som om vi kun hylder vores sportsfolk, når de står med hænderne over hovedet på Rådhuspladsen med guldmedaljer. Når de kommer hjem med “kun” en sølvmedalje eller en fjerdeplads, så begynder vi straks at finde fejl. Og det viser en grundlæggende brist i den måde, vi som land ser på præstation og succes.

Når Vingegaard har vundet Tour de France to gange, så accepterer vi ikke andet som nation.

I Portugal er Cristiano Ronaldo nærmest en gud. I Argentina bliver Lionel Messi kaldt Lionel Messias. Og i Danmark? Her bliver vores største stjerner ofte pillet ned, når de har det mindste dyk i form.

Hvorfor nedgør vi nogle af de største sportsudøvere, når de ikke lige vinder? Tænk på måden, Kasper Schmeichel blev hængt ud i Ekstra Bladet, som om han ikke har båret landsholdet i et årti. Tænk tilbage på Richard Møller Nielsen, hvordan han blev ydmyget på daglig basis i pressen, lige indtil han vandt EM-guldet hjem til Danmark. Så stoppede den daglige hetz.

Og pludselig bliver Jonas Vingegaard betragtet som »dårlig«, fordi Pogacar kører stærkere end ham. Det virker ærligt talt, som om ingen i feltet kan slå den maskine, han forsøger at hamle op med. Alligevel kritiserer vi ham for ikke at være »bedre«.

Vi elsker at sige: »Det handler bare om at være med.« Men når vores sportsfolk så bare bliver nummer to eller tre, så vender vi dem ryggen. Det er Janteloven i aktion. Og den har ingen plads i moderne sport. Hvis vi virkelig vil bakke op om vores atleter, så skal vi også stå bag dem, når de ikke vinder. For det er præcis i modgang, at støtten betyder allermest.

Lad os begynde at fejre dem, der kæmper, ikke kun dem, der vinder. For hvis ikke vi selv kan være stolte af vores sportsstjerner, hvordan kan vi så forvente, at de skal være stolte af at repræsentere os?