Gensidig international anerkendelse af Israel og Palæstina er en nødvendighed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Konflikten i Palæstina i sin nuværende form har varet siden de voldelige optøjer i 1929 – altså i knap 100 år.

Det var her, idéen om en ”jernmur” omkring Israel blev introduceret. På grund af had, terror, krig og manglende kompromisvillighed er situationen siden kun blevet forværret for palæstinenserne.

Fra et tilbud om 80 pct. af Palæstina til 45 pct., videre til ca. 20 pct. – og nu krigen i Gaza – går der en lige linje.

Dog har Egypten (1979) og siden Jordan (1994), presset af håbløshed og omkostningerne ved den fortsatte konflikt, undervejs anerkendt den jødiske stat Israel. Til gengæld har de formået at holde terroren i ave (internt) og har undladt at angribe Israel. Det har været fredeligt.

Netop derfor er vestlige landes trusler mod Israel om at anerkende staten Palæstina kontraproduktive og vil kun forhale en reel fred i det uendelige.

Alle lande – både i Vesten og Mellemøsten – må nu tilbyde at anerkende hinanden. Det ville være en reel løsning på konflikten – en løsning med håb. Mad og våbenhvile er en kortsigtet nødvendighed, men ikke en løsning – blot et komma.

Det vil sige, at Iran, Irak, Syrien og Libanon må på banen nu, men også Saudi-Arabien og Golfstaterne bør anerkende staten Israel. Først da giver det mening, at Vesten også anerkender staten Palæstina.

En ensidig europæisk anerkendelse af staten Palæstina ville være at spille den bedste mulighed for fred i 100 år af hænde.

Alternativet til gensidig anerkendelse må være en udvidet jernring omkring Israel, da terroristerne – som står på skuldrene af millioner af muslimer – ellers vil have argumenterne for at fortsætte terror og guerillaangreb mod Israel i det uendelige. Vi har chancen nu.