Fortsæt til indhold
Debatindlæg

"Hotel Romantik" er meget mere end underholdende tv

Over en million har set programmet "Hotel Romantik". Det er vigtigt tv, fordi det udvider forståelsen af seniorer og kan dermed nedbringe den ældrediskrimination, som desværre forekommer i Danmark.

Trine BramsenMF, uddannelses- og forskningsordfører, (S)
Camilla FabriciusMF, socialordfører, (S)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

”Hotel Romantik” på DR er godt tv. Det udvider reality-genren fra unge, solbrune festaber til at omfatte en helt anden type af mennesker. Men samtidig formår programmet at skubbe til grænserne for synet på alder. Det har vi behov for her i Danmark, hvor alt for mange bevidst eller ubevidst har en fastlåst forståelse af seniorer og ældre.

Selv de mest politisk korrekte typer, der holder et vågent øje med, om der er racister, sexister eller klimasyndere i deres nærhed, overser ofte deres egen aldersdiskriminerende adfærd.

Hver eneste dag er der seniorer og ældre, der oplever at blive talt ned til eller set som andenrangsborgere. De møder følelsen på arbejdsmarkedet, i mødet med det offentlige, når de handler i butikker, hos naboen eller i familien. Det går beviseligt hårdt ud over trivslen og selvværdet. Det er næppe ond vilje, der ligger bag hos de systemer eller mennesker, der er afsender af de aldersdiskriminerende signaler. Oftest er det blot manglende viden og omtanke.

En undersøgelse fra 2022 viste, at næsten halvdelen af alle ledige +50-årige oplevede aldersdiskrimination, og hvert år afgøres der sager hos Ligebehandlingsnævnet, hvor alder ulovligt er blevet brugt mod en borger eller ansat. Vi har derfor en opgave, der handler om, at vi som samfund får øget opmærksomheden på aldersdiskrimination – og nedbragt omfanget.

Når ”Hotel Romantik” ikke alene er godt og underholdende tv – men også vigtigt tv, så er det, fordi det giver et sjældent indblik i det at være senior i Danmark. Det er alle livserfaringerne og rolige refleksioner baseret på livslange oplevelser. Det er stærke mennesker, der kender sig selv – men som fortsat udfordrer sig selv og tør være sårbare. Og så er det en enorm forskellighed. Netop forskelligheden bliver vigtig at forstå de kommende år, hvor senior- og ældregenerationerne bliver stadig større, folk lever længere, mange har en stærkere økonomi – og deraf følgende ønsker til selvbestemmelse.

Særligt yngre generationer har alt for fastlåste holdninger til, hvad man skal kunne, og hvordan man skal leve, når man er senior eller ældre. De kommende år vil konflikterne derfor blive flere – og diskriminationen større, hvis ikke vi for alvor får vendt forståelsen af alder.

”Hotel Romantik” er en glimrende anledning til at gøre op med den aldersdiskrimination, som vi taler alt for lidt om. Hvis man på forhånd har afskrevet at se ”Hotel Romantik”, fordi det handler om ”de der gamle, der dater”. Så er det en god indikator på, at man skal have finjusteret sin holdning til seniorer og ældre.