Vi sidder og ser med på "Hotel Romantik" – men ser vi dem, der sidder alene?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er sommerstemning på kontoret. Tempoet er lidt lavere, og mellem sagsbehandling, møder og mails bliver frokostpauserne i øjeblikket brugt på noget, jeg normalt ikke ville kalde mig fan af.

DR’s “Hotel Romantik” har fundet vej ind i vores lille hverdagspause, og det har efterladt mere end blot kollegial smalltalk.

Programmet bringer ældre mennesker sammen i en romantisk ramme og åbner for samtaler, der er alt andet end letbenede. Det er ærlige fortællinger om kærlighed, savn og det at miste. Om tiden efter en ægtefælles død eller en skilsmisse og om den ensomhed, der ofte følger i kølvandet. En kvinde beskriver det som at leve i et vakuum. Det rammer.

Ifølge Ældre Sagen lever omkring 100.000 ældre i Danmark i ensomhed. Det er et svimlende tal. Og det rejser et spørgsmål: Taler vi nok om det? I disse år har unges mistrivsel heldigvis fået massiv opmærksomhed. Vi er blevet bedre til at lytte, tage det alvorligt og skabe rum for samtalen.

Men måske står vi med et tavst flertal i den anden ende af aldersskalaen. Ældre mennesker, som ikke har samme mulighed for at bryde boblen og sætte ord på, hvordan det føles at være alene. Ikke bare i et øjeblik, men i hele dage, uger og måneder.

Det er paradoksalt, at de faser i livet, hvor vi har flest fællesskaber, også ofte er dem, hvor vi har allermest travlt. Som teenagere, forældre og i arbejdslivet vælter vi os i sociale rum. Skole, fritidstilbud, mødregrupper, kollegaer og kaffepauser.

Men netop der, hvor tiden endelig er blevet fri, begynder fællesskaberne at forsvinde. Når man går på pension, børnene er flyttet hjemmefra, og vennekredsen tyndes ud, er det, som om gulvtæppet af relationer langsomt trækkes væk under én.

Det er et interessant tankeeksperiment, om det måske netop er, fordi fællesskaberne tidligere har været noget, man blev skubbet ind i gennem skole, arbejde og børn, at det kan føles overvældende selv at skulle opsøge dem, når man står alene med ansvaret.

Efter et langt liv, hvor relationer opstod organisk, kan det være grænseoverskridende at starte forfra. Men det kan samtidig være forskellen på gyldne år og ensomhedens vakuum.

Derfor har vi som kommune et ansvar. Vi skal ikke bare tale om fællesskab. Vi skal skabe det, synliggøre det og invitere til det. Det kræver opsøgende indsats. Måske gennem boligforeninger, biblioteker og ikke mindst torvedage.

Man kan let forestille sig en lun sommerdag på det lokale torv. Pavillonerne er slået op, duften af kaffe blander sig med nyskårne blomster, og på scenen danser den lokale linedance-klub sig gennem rytmerne. Ved de små borde sidder ældre og lytter, nogen kommer måske forbi af nysgerrighed, andre efter en invitation fra en nabo. En frivillig fra frokostforeningen fortæller, hvordan deres ugentlige møder foregår, og smil bliver byttet over en hjemmebagt småkage.

Det er måske bare et øjeblik, men det er i de øjeblikke, de første forbindelser opstår. En mulighed for at træde forsigtigt ind i fællesskabet igen, uden pres, men med varme.

Det kræver støtte til fællesskaber, som rummer både de snaksalige og de stille. Et kommunalt svar på Sofie Lindes nænsomme rolle i DR-programmet, der med varme og overskud viser retningen mod relationer, der måske kan vare resten af livet. Det kræver boligformer, hvor man kan leve med privatliv, men uden at være alene. Og det kræver tydelig kommunikation i øjenhøjde, så ingen overser tilbuddene, bare fordi invitationen er pakket ind i en paragraf.

Fællesskab er ikke noget, vi kun har brug for som unge eller på arbejdsmarkedet. Det er en livsnødvendighed hele livet. Og vi skylder hinanden at tage det alvorligt. Her kan kommunerne spille en rolle, der samtidig løfter lokalområder og genopliver hovedgader med fællesskaber, der inviterer ældre ind i en ny tid og tilværelse.