Det er okay at give slip på en drøm
Det endte ikke, som jeg troede det skulle i mange år. Men det gør ikke noget, fandt jeg ud af.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der findes en version af mig med store blå øjne og kommunefarvet hår, som sad helt forrest til et foredrag med Steffen Jensen. Jeg var 10 år gammel og den yngste blandt publikum. Den dag blev noget plantet i mig. En drøm, der føltes større end mig selv. Jeg skulle være journalist. Ikke bare journalist. Krigskorrespondent.
Siden den dag har hun, den 10-årige mig, fået lov til at tage styringen. Hun dikterede mine valg, mine svar, mine drømme. Når nogen spurgte, hvad jeg ville være, svarede jeg altid uden tøven. Jeg skulle ud og fortælle verden, hvad der skete. Jeg skulle forstå og formidle det, ingen andre turde røre ved.
Da jeg ikke kom ind på Journalisthøjskolen sidste år, lyttede jeg stadig til hende. Jeg begyndte at læse ruslandsstudier på Aarhus Universitet, for så kunne jeg dække Rusland. Men sandheden er, at jeg aldrig rigtig elskede studiet. Jeg elskede bare idéen. Elskede undervisningen og de sødeste klassekammerater. Jeg klarede det sådan set meget godt og læste mine lektier, fulgte med i undervisningen, ja, nu snakker jeg faktisk en del russisk. Men langsomt begyndte det at gå op for mig: Det var ikke min vej længere.
For nogle måneder siden tog jeg en beslutning, der føltes som et farvel. Jeg satte finansøkonom øverst på min ansøgning. Over Journalisthøjskolen, som jeg ellers havde søgt igen, i smug, mod bedre vidende. Jeg kom hele vejen igennem optagelsesprocessen, men valgte at trække mig. Jeg sagde nej. Ikke bare til en skole, men til en drøm, jeg har båret i over et årti.
Og i går kom beskeden: Jeg er blevet optaget på finansøkonomuddannelsen. Det føltes ikke som et nederlag. Det føltes som fred.
Måske er den 10-årige mig med notesbogen fuld af spørgsmål og hånden i vejret for at få at vide, »hvad er dit bedste råd til en spirende journalist?«, en lille smule skuffet. Måske forstår hun det ikke endnu. Men den 21-årige mig føler sig lettet. Klar. Jeg glæder mig. Til at starte. Til at samle to hjem til ét tættere på Aarhus. Til en fremtid, jeg selv har valgt, ikke en, jeg skylder et barndomsløfte.
Og i disse dage fyldes sociale medier med glædesråb og champagneflasker. Folk er kommet ind på drømmestudiet og med rette fejrer det næste kapitel i deres liv. Men jeg vil gerne sige noget andet. Jeg valgte forkert. Jeg drømte forkert. Og det er okay.
Det er okay at ombestemme sig. Selv når det gør ondt. Selv når det føles som at svigte den, man engang var. For nogle gange er den mest modige beslutning ikke at holde fast, men at give slip.