SU’en er ikke bare lav – den er et systemisk svigt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Igen ruller debatten om SU. Igen bliver det diskuteret i spalterne, på debatmøder og i politiske udvalg. Og igen sidder vi studerende og forsøger at råbe op – ikke fordi vi ikke vil tage ansvar, men fordi virkeligheden ikke længere hænger sammen.

Lad mig sige det klart: Det er ikke bare, at SU’en er lav. Det er, at systemet omkring den er blevet meningsløst.

Den udeboendes SU ligger i dag på 7.086 kr. om måneden. Det lyder måske fornuftigt for dem, der ikke selv har prøvet at leve af den. Men her er virkeligheden: En studiebolig koster i dag alt fra 4.200 til 7.800 kr. om måneden – og det er, hvis man overhovedet er heldig nok til at få fingrene i én. Mad med tre daglige måltider koster nemt 2.700 kr. om måneden, og transport – uanset om det er cykel, bus eller tog – ligger på 400–600 kr.

Det giver månedlige faste udgifter på mellem 7.300 og 11.100 kr. Alt sammen før vi overhovedet har talt om lærebøger, tandlæge, menstruationsprodukter, forsikringer eller muligheden for bare en enkelt social aktivitet i løbet af ugen. Med andre ord: SU’en slår ikke til. Og det ved vi godt. Det har vi vidst længe.

Der findes en løsning, bliver der ofte sagt: SU-lån. Op til 3.500 kr. ekstra om måneden. Og ja, det får budgettet til at se bedre ud i øjeblikket. Men det ændrer ikke på, at vi som unge bliver bedt om at optage gæld for at få råd til noget så grundlæggende som mad og husleje. Det er ikke valgfrit for de fleste – det er nødvendigt for at overleve.

Så er der studiejob. Og det hjælper – hvis man har mulighed for det. Et studiejob på ca. 10 timer om ugen til 130–150 kr. i timen giver omkring 5.000–6.000 kr. før skat. Det er penge, mange er afhængige af. Men det er langtfra alle, der kan arbejde så meget – særligt under praktikforløb, projektarbejde eller eksamensperioder. Mange uddannelser har længerevarende praktik, som typisk er fuldtid og kun meget lavt lønnet. I de perioder er det i praksis umuligt at have et job ved siden af – både fysisk og mentalt.

Og oven i det økonomiske pres lægger vi et strukturelt pres, som alt for ofte bliver overset. Fremmødekrav på flere uddannelser betyder, at man risikerer at miste retten til at gå til eksamen, hvis man er syg bare få dage. På nogle studier gælder der regler, hvor bare 20 pct. fravær på ét enkelt semester kan betyde ekstra opgaver eller risiko for at dumpe. Det svarer i praksis til tre sygedage – på et halvt år. Er man syg fire gange, så er det ikke længere bare en dårlig uge. Det er noget, der kan koste en ens studieplads.

Vi taler meget om, at unge skal tage ansvar. Om at vi skal uddanne os, være ambitiøse, bidrage til samfundet. Men vi bliver bedt om at være fuldtidsstuderende, fuldtidspraktikanter og deltidsansatte – samtidig. Der er ingen plads til at være syg. Ingen plads til at være presset. Ingen plads til fejl. Og alligevel undrer vi os over, at mistrivslen blandt unge stiger.

SU’en er ikke bare lav. Den er blevet et billede på en politisk prioritering, hvor det er blevet normalt at bede unge mennesker om at balancere på kanten, imens de prøver at bygge fremtiden op. Et system, der var tænkt som garant for lige adgang til uddannelse, er blevet en økonomisk blindgyde, hvor kun dem med sikker opbakning hjemmefra har friheden til at studere uden konstant bekymring.

Det her handler ikke om at få råd til drinks eller ny elektronik. Det handler om at kunne betale huslejen, selv når man følger sit skema, passer sine opgaver og gør sit bedste.

Det handler om retten til at være ung og under uddannelse – uden at gå i stykker af det. Hvis vi virkelig mener, at uddannelse skal være for alle, så er det tid til at designe et system, hvor det faktisk er muligt at leve – ikke bare overleve – mens man uddanner sig.