Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Der er åbenbart forskel på folk

Hvorfor skal de samme varer koste forskelligt i samme kæde?

Mette Brix ThomsenPensionist, Aalborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg var i sidste uge på besøg hos min søster i Virum og var med hende på indkøb i den lokale Meny. I grøntafdelingen var jeg ved at tabe kæben over prisen på en bakke jordbær: 49 kr. Dem har jeg betalt 36 kr. for i min Meny i Aalborg og i Løkken. I Meny i Virum kostede et Gilleleje-rugbrød 32,95 kr., i Meny i Løkken 25,95 kr. Og en liter minimælk kostede i Meny i Virum 15,95 kr., i Meny i Løkken 14,95 kr.

Så når Bo Heimann i sin leder undrer sig over, at almindelig mad er blevet luksusvarer – ligesom alle os andre – så undrer jeg mig også over, hvorfor madvarer ikke koster det samme i alle Meny-forretninger. Godt nok er købekraften måske bedre i det velhavende Virum, men det er ikke i orden, at forbrugerne skal betale mere for de samme varer.