I behøver ikke fortælle os, hver gang Trump åbner munden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det må være skønt at være Donald Trump. Ikke nødvendigvis, fordi man er præsident for USA igen, men fordi medierne, uanset hvad han gør – eller ikke gør, garanterer massiv dækning i stort set alle medier hver eneste dag. Fra Fox News til CNN. Fra New York Times til B.T. Og fra BBC til DR og TV 2. Ja, alle står på spring, klar med mikrofon og sendeflade.

To år før amerikanerne overhovedet gik til stemmeurnerne, kunne man dagligt følge Trumps mindste trivielle bevægelser som breaking news. En sløv klapsalve til et rally i Iowa? En ny hån mod modstandere? Alt blev gengivet.

Og nu – hvor han igen er blevet præsident – er dækningen steget fra konstant til manisk. Det er, som om ingen redaktioner tør lade være.

Selvfølgelig er det ikke uden betydning, hvad Trump siger, gør og beslutter. Når verdens mægtigste embede igen besiddes af en mand med hang til selviscenesættelse, konspirationsteorier og hævnpolitik, så skal det dækkes journalistisk. Det er indlysende. Men det betyder ikke, at alt skal dækkes.

Det betyder ikke, at medierne skal miste proportioner og dømmekraft i deres iver efter opmærksomhed og klik.

For det, vi ser nu, er ikke dækning – det er afhængighed. Og den rammer ikke kun kommercielle medier, der lever af annoncekroner. Den har for længst sneget sig ind i public service, hvor man burde være hævet over markedets logik.

Når DR og TV 2 prioriterer Trumps seneste sviner over dybdeborende journalistik om klimakrise, krige eller demokratiets tilstand – så er der noget galt.

Man kunne næsten tro, at redaktionerne kører med en uofficiel konkurrence: Hvem kan nævne Trump flest gange på en uge? Og hvor lidt substans kan vi nøjes med?

»Trump langer ud.« Breaking.

»Trump ruller med øjnene.« Breaking.

»Trump trækker vejret.« Breaking.

Intet er for banalt – for det handler ikke længere om indhold, men om rytme. Om vaner. Om flow.

Når medierne – også de statsfinansierede – i årevis har givet Trump den ene gratis platform efter den anden, er det ikke kun et journalistisk svigt. Det er også en demokratisk udfordring.

For det er ikke bare Trump, der fylder – det er medierne, der lader ham fylde alt.

Og i forsøget på at være først, flest og mest opdaterede risikerer man at forveksle opmærksomhed med oplysning.

Kære redaktører: I behøver ikke dække ham hver dag. I behøver ikke nævne hans navn i hver udsendelse.

I må gerne sige nej til endnu et indholdsløst citat. Hvis nogen skal genopdage, hvad journalistik egentlig er – så burde det starte hos jer.