Strammere asylpolitik er ikke human

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Bo Heimann hylder i sin leder 22/7 Zugspitze-topmødet om migration, som den tyske indenrigsminister, Alexander Dobrindt, inviterede til. Dobrindt er fra CSU, et konservativt, kristendemokratisk parti, og migrationshardliner. Han har tidligere fået kritik for at tale for en konservativ revolution.

Heimann er sikker på, at EU’s asylpolitik vil blive strammet yderligere, når Frankrig og Tyskland slutter sig til migrationshardlinere som Danmark, Østrig, Polen og Tjekkiet, der også var inviteret.

EU’s asylreform, der blev vedtaget i 2024 og skal implementeres i juni 2026, er blevet kritiseret af menneskerettigheds- og flygtningeorganisationer. Ifølge paraplyorganisationen ECRE er reformen baseret på falske præmisser: De, der ankommer, har ikke brug for beskyttelse, og hvis man behandler mennesker umenneskeligt, virker det afskrækkende.

Hvordan kan Bo Heimann på lederplads glædes over, at migrant- og asylpolitikken i EU strammes yderligere? Han glæder sig over, at forbindelseskriteriet er væk, så afviste flygtninge og migranter kan sendes ud af Europa til et land i Afrika, uden at de har forbindelse til landet. Men er de afrikanske lande interesserede i det, der med en eufemisme kaldes return hubs, men reelt bliver detentionscentre? Hvad skal der ske med afviste migranter og flygtninge, der hober sig op i det afrikanske land?

Marokko, Tunesien og Algeriet har tidligere afvist Mette Frederiksens »udlændingepolitiske plan, der bl.a. indbefatter, at asylbehandling skal foregå i modtagecentre i for eksempel Nordafrika, hvorfra retten til asyl skal afgøres«. Den er næppe realistisk.

Heimann slutter af med en drøm, der hører en mørk fortid til: ønsket om migranters og flygtninges assimilation af værdier og overbevisninger: »Vi skal have gjort det muligt at sige ja til dem med rette kompetencer, som også kulturelt vil være en del af Europa – og nej til dem, kompetencer eller ej, der ikke kan eller vil assimilere sig til vores værdier og overbevisninger.«

Canada og Australien har givet undskyldninger for tvangsassimilation af deres oprindelige folk. Frankrig har undskyldt for assimilationspolitikken i sine tidligere kolonier, og Norge har undskyldt for fornorskningen af samerne. Det er rystende, at en dansk avis på lederplads i 2025 kan tale om værdiassimilation, der er sindelagskontrol.