Vi må forsvare retten til at have homofobiske holdninger. Det kaldes demokrati

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En ny undersøgelse, der viser, at mere end hver femte dansker – specielt i religiøse miljøer – har homofobiske holdninger, har fået flere til at tordne imod homofobien.

Både kønsforsker Christian Groes og LGBT+ Danmark har stormet mod undersøgelsens implikationer, og de foreslår blandt andet, at offentlige institutioner, herunder folkeskolen, har pligt til at oplyse om og normalisere homoseksualitet i den offentlige sfære.

Ja, selv lød det på lederplads i Berlingske, at »homofobi hører ingen steder hjemme i dagens Danmark«.

Det lyder da umiddelbart sympatisk – og ganske vist er det da helt sikkert afgørende, at vi bekæmper deciderede hadforbrydelser, herunder chikane og vold – vi skal naturligvis ikke acceptere, at folk råber chikanerende tilråb efter homoseksuelle borgere på gaden.

Men alligevel skal vi passe på med at storme imod homofobien, for denne slags udmeldinger hviler på en grundlæggende præmis: Vi skal ikke tolerere homofobiske holdninger i den offentlige sfære.

Men i et demokrati er der mange holdninger til, hvad der er homofobisk. Er det homofobisk at mene, at et legitimt ægteskab kun eksisterer mellem en mand og en kvinde, eller at homoseksualitet er unaturligt? Det vil nogen måske mene. Men det er afgørende, at der netop er plads til at have denne slags holdninger.

Hvorfor?

Fordi det er dog en naturlig konsekvens af vores demokrati, at disse holdninger eksisterer. Alle har ret til at danne sin egen holdning og ytre sig derudfra, og uanset hvor meget vi foragter ytringen, må vi forsvare retten til den, ellers er ytringsfriheden ikke noget værd.

Det lærte Voltaire os.

Her bliver tolerancen afgørende. Vi må forlange, at fortalere for en mere inkluderende LGBT+-politik trods deres indvendinger kan tolerere, at der findes borgere med et anderledes syn på seksualitet.

At gå så langt som at foreslå, at offentlige institutioner har pligt til at oplyse om og normalisere homoseksualiteten, indebærer en risiko for, at ideologisk partiske organisationer får adgang til at infiltrere offentlige institutioner.

Det skaber en situation, hvor offentlige institutioner eksempelvis aktivt skal bekræfte en bestemt seksualitet. Det bliver en måde at fastslå, at der kun er en legitim holdning til homoseksualitet. Men det er højest upassende for demokratiet og tolerancen.

Vi bør spørge os selv, om det virkelig er de offentlige institutioners opgave at normalisere bestemte seksualiteter.

Det er én ting at sikre, at alle har samme rettigheder – det bør alle demokrater bakke op om.

Men det er noget ganske andet, når man vil gøre homoseksualitet til et normativt ideal i klasseværelser og på rådhuse.

Der er i virkeligheden tale om en omvendt moralisering: Den, der ikke bakker op om tidens identitetspolitiske dogmer, er ikke velkommen i den offentlige samtale.

Den vej skal vi ikke ned ad. Den handler om at bevare den åndsmæssige og etiske frihed for alle borgere. Og vigtigst af alt: den demokratiske tolerance.

Skal offentlige institutioner oplyse om og normalisere homoseksualitet, og skal homofobien forsvinde fra dagens Danmark, så går vi fra tolerance til tvang, og det kan have substantielle udemokratiske implikationer.

Hvis vi virkelig ønsker et frit samfund, må friheden også gælde retten til at have holdninger som disse.