En kanon? Ja tak, men kun hvis hele riget må være med

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er et spørgsmål, som sjældent stilles direkte, men som ulmer under tidens store samtaler. Samtaler om skolen, dannelse, litteratur og ikke mindst rigsfællesskabet, der igen diskuteres med alvor i stemmen og rynkede ministerpander.

I det spæde forår varslede undervisningsminister Mattias Tesfaye en opdatering af danskfagets litteraturkanon. Den første i 20 år. Det er både tiltrængt og afgørende. For os unge, der vokser op i en virkelighed præget af globalisering, digital støj og kulturel kompleksitet, rejser det spørgsmålet: Hvad er det egentlig, vi skal læse? Hvad skal vi dannes af – og hvem har egentlig stemme i den fælles fortælling?

Litteraturkanonen har længe delt vandene. Nogle ser den som elitær og snærende. Andre som et nødvendigt fælles rum. Måske er det tid til at komme ud af skyttegravene. Kanonen skal ikke være en lukket fest for de få, men et sted, hvor unge får adgang til det sprog, de ikke vidste, de manglede. Et sprog til at være i verden med. For litteratur er ikke bare pensum. Det er længsel, tvivl, vrede og kærlighed. Når vi læser Helle Helle, Herman Bang eller Holberg, handler det ikke kun om stil og historie. Det handler om at finde noget i sig selv, man ikke før kunne sætte ord på. Vi læser for at forstå, men også for at mærke, at vi ikke står alene.

Men hvis vi virkelig mener, at litteraturen skal danne og forene, må vi også turde spørge: Hvor er Grønland? Hvor er Færøerne? Hvor er rigsfællesskabet i det fælles litterære rum? Alt for ofte bliver Grønland reduceret til kulisse: isbjerge, tavshed og lidt arktisk mystik. Men Grønland er ikke baggrundsstøj. Grønland er stemmer. Stemmer med noget på hjerte. Stemmer som Niviaq Korneliussen og Mâliâraq Vebæk, der skriver om krop, sprog, sted og identitet i krydsfelter, hvor vi andre måske kun aner konturerne.

Selv er jeg vokset op i en dansk kontekst, men med en del af min familie fra Grønland. Det tidlige møde med den grønlandske kultur – når jeg for eksempel blev mødt med grønlandske børnerim eller iklædt et nationalsmykke – satte sig dybt. Ikke fordi det skete ofte, men fordi det brød med forestillinger, jeg slet ikke vidste, jeg bar på. Kulturmødet nedbrød noget stille og uundgåeligt: fordomme, afstand, vanetænkning. Og det er præcis dét, litteraturen kan. Den kan rykke os indefra.

Derfor er det på tide, at vi lægger distancen væk og lader de grønlandske og færøske forfattere træde frem i forreste række. Ikke som symbolpolitik, men som en naturlig og nødvendig del af vores fælles kulturarv. For hvis rigsfællesskabet skal være andet end en administrativ konstruktion, må det mærkes kulturelt. Det kræver, at vi tør lytte. Ikke kun til os selv, men til hinanden. Også når det rokker ved selvforståelsen.

Litteraturen kan give os blik for det, vi ellers overser. Den kan være et stille værn mod samtidens rastløshed, effektivisering og fragmentering. Og i en tid præget af politiske spændinger og social splittelse er litteraturen ikke luksus. Den er nødvendighed. Åndelig modstandskraft er ikke flødeskum – det er fundament.

En opdateret kanon skal ikke være en tjekliste med et par alibi-navne. Den skal være en levende samtale. En samtale, der tør insistere både på kvalitet og på kompleksitet. En samtale, der viser os unge (uanset om vi kommer fra Nuuk, Thorshavn eller Næstved), at vi deler noget. At vi er en del af hinandens historier.

Nu er det på tide, at regeringen og landets litterater træder i karakter. Når I samles om bordet for at udforme næste kanon, må I droppe det taktiske spil og se helheden i øjnene. Tænk ikke bare på København, men på det rigsfællesskab, I så ofte taler om – og som stadig udebliver i praksis. Hvis I ikke formår at rumme alle dele af riget, har vi slet ikke brug for endnu en kanon: For så står vi blot med endnu en blind markør.