Der er brug for flere og mere lokale medier

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Her i sommerferien støbes kuglerne til efterårets kampagner frem mod kommunalvalget den 18. november. Mange kandidater vil hurtigt opdage, at de ikke har nogle lokale medieplatforme at kommunikere med vælgerne på.

Landspolitisk har vi de landsdækkende aviser, radio- og tv-stationer, der bidrager til valgkampe. I Danmark har vi en stolt tradition for lokale og regionale dagblade, men det er ingen hemmelighed, at de har det hårdt, og ofte hører vi om fyringsrunder, selv om de regionale dagblade er gået foran, når det kommer til nye, digitale medier.

Noget tyder på, at både DR og TV 2 har indrettet regionale redaktioner, der omfatter for store områder. Når TV 2 Kosmopol går i luften for at servicere hovedstadens beboere fra Ishøj i syd til Tisvilde i nord, kan man spørge, hvor meget borgerne i Ishøj, Tisvilde for slet ikke at nævne københavnske Nørrebro egentlig har tilfælles?

Den regionale radio- og tv-virksomhed kan måske fungere i forhold til regionalvalg, men må gøres mere fintmasket, hvis den demokratiske samtale ved kommunale valg skal have glæde af den. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har nævnt, at man kunne få en videoreporter i hver eneste danske kommune for de penge, man i dag bruger på TV 2 Regionerne. Skulle man hyre videoreportere fra de regionale aviser i stedet for at brænde millioner af på dyre mediehuse?

En ting er sikkert: Der er brug for flere og mere lokale medier. De blev styrket ved det seneste medieforlig, men alt for mange landsbyer, forstæder og bydele mangler stadig et sted, hvor lokale udfordringer kan diskuteres, og løsningsforslag formuleres.

Der er brug for at diskutere, hvordan lokalplaner skal håndteres, når private bygherrer vil have dispensation til at bygge højt i et fredeligt villakvarter med maks. to-treetagers huse. Hvad siger naboerne, der måske lever i lave familieboliger bygget i mursten til at få et højhus i beton og glas som nabo? Hvad med trafiksikkerheden omkring den lokale skole? Er der tænkt på fodgængerovergange og trafikskilte, der opfordrer bilisterne til at sænke farten?

Og hvad med faciliteterne på den lokale fodboldbane? Kan den nærliggende kirkegård omdannes til grønt parkområde? Er der mulighed for, at det lokale torv kan indrettes, så oplevelser og fællesskab bliver en del af hverdagen, når man er et smut henne efter mælk?

De sociale medier er ikke et alternativ til de trængte lokale medier. Her trives ekkokamre og fjendebilleder, der får sarte sjæle til at løbe skrigende bort og mange til at vende ryggen til debatten. Tonen er simpelthen for grim. Politikere kan frit publicere deres synspunkter på sociale medier, men demokratisk samtale bliver det først, når folk føler sig velkomne til åben dialog. Der er brug for redigerede fora, der garanterer en sober tone og sørger for, at hadefulde kampagner blokeres.

Man kan håbe, at et bredt flertal af partier fra begge blokke ved det næste medieforlig i 2026 styrker de lokale medier yderligere. Mens vi venter på sådan en bred medieaftale, kan man ude i kommunerne overveje, hvad man kan gøre lokalt nu og her, så der sikres bedre muligheder for dialog, debat og meningsudvekslinger ved kommunalvalget i år. Måske burde kommuner i højere grad benytte sig af lokalt redigerede medier, når der skal annonceres og kommunikeres?

Kan man inddrage de lokale medier i møder og debatter, sådan at meningsudvekslingerne når længere ud, og de lokale medier bliver dem, man søger til, når man vil vide mere end bare prisen på letmælk i det nærmeste supermarked? Hvis ikke vi begynder at tænke ud af boksen her i sommervarmen, så risikerer vi et kommunalvalg med mangel på dialog mellem borgere og politikere.