I leger med ilden, når I piller ved familielægen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det begyndte med noget, der lød lovende. En sundhedsreform med fokus på nærhed. Flere praktiserende læger. Et løfte om, at patienter i hele landet skulle opleve tryghed, tilgængelighed og sundhed tæt på. Det kunne jeg som praktiserende læge i Sønderjylland bakke fuldt op om. Men nu føles det, som om reformen er blevet snævret ind til et centralt styringsværktøj. Det, der begyndte som et løfte om lokal forankring, er endt som et nationalt direktiv, hvor sundheds- og indenrigsministeren står på toppen af flødekagen og bestemmer det hele.

Det er ikke det, jeg kalder nærhed i sundhed – i hvert fald ikke i Sønderjylland. Det er et farvel til familielægen, og det er farligt. Vi føler os meget langt væk fra Borgen. Jeg ved, hvad det betyder at kende mine patienter, deres børn, deres forældre og deres historier. Det kan ikke erstattes af ”et almen medicinsk tilbud”.

Lovforslaget betyder mere styring, flere kontrolmekanismer og langt mindre faglig indflydelse for os praktiserende læger. Vi mister muligheden for at forhandle overenskomst. I stedet kommer en smallere økonomisk aftale, og indholdet i mit arbejde vil fremover blive defineret af Sundhedsstyrelsen. Jeg bliver forpligtet til at følge en national basisfunktion, levere ukendte mængder af dokumentation. Der bliver flere dataopgaver og mere administration. Er det, hvad vores skat skal bruges på?

Samtidig kan regionerne oprette flere almenmedicinske tilbud, hvor patienten ikke nødvendigvis har en fast læge. Kontinuitet og relation, som er hjørnestenene i god almen praksis, risikerer at blive ofret til fordel for tilgængelighed og ensartethed.

Regeringen ønsker at øge antallet af praktiserende læger til 5.000 frem mod 2035. Det er en vigtig ambition. Men jeg forstår ikke, hvilke rammer vi så skal arbejde under? Hvis vi samtidig får mindre råderum, mere kontrol og central fastlæggelse af vores rolle, risikerer vi at skræmme unge læger væk. Det her er ikke samarbejde. Det er en stram, topstyret model, hvor jeg skal passe ind i en skabelon. Og jeg spørger mig selv: Hvem er det egentlig, der kæmper for patienterne? Det føles, som om det er mig og ikke regeringen. Ifølge PLO koster det kun samfundet 1.540 kr. årligt pr. borger at give fri adgang til egen læge – svarende til blot 128 kr. om måneden. Et stort norsk studie har desuden vist, at patienter med samme familielæge gennem mange år har lavere dødelighed end dem uden. Det handler ikke kun om logistik. Det handler om liv.

Regeringen har heldigvis sat en stopper for storkoncerner ved at indføre en begrænsning: En læge må højst eje tre ydernumre. Det er fornuftigt. Men samtidig er der risiko for, at flere tilbud bliver drevet uden fast læge, uden lokalt engagement og uden det faglige ansvar, som vi i almen praksis tager hver dag.

Regeringen siger, den vil styrke kvaliteten og skabe mere lighed. Det gør man ikke ved at fjerne lægens faglige råderum, kvæle engagementet med kontrol og erstatte det nære med det ensartede. Man gør det ved at give os tillid, tid og mulighed for at være det, vi er bedst til: at være patientens faste familielæge – ikke en systembrik i et fjernt kontor. Jeg troede, vi kæmpede for det samme. Men lige nu føler jeg, at jeg står alene. Og derfor siger jeg fra – for mine patienter, for det nære sundhedsvæsen og for en familielæge, der kender dig, før du selv ved, du er syg.