Kære arbejdsgiver: Det er nu, du skal slå til, hvis du vil sikre dig uddannet arbejdskraft
Det er tid til at investere i fremtiden.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi står i øjeblikket i en paradoksal situation med den kommende generation af elektrikere. Rekordmange unge har valgt vores fag, men mangler en læreplads, og samtidig råber arbejdsgiverne på uddannet arbejdskraft.
På Tech College i Aalborg alene er 60 elektrikerelever tvunget til at starte deres håndværkeruddannelse i skolepraktik den 1. august. Det er mere end halvdelen af en årgang, og tallet er katastrofalt!
Vi ved af erfaring, at frafaldet fra et håndværkerfag er stort for de unge, der ikke kommer ud og prøver kræfter med den ”virkelige verden”.
Det er derfor nu, kære arbejdsgiver, at det er tid til at tage et medansvar og tid til at investere. Ikke kun i maskiner og firmabiler – men i lærlinge og dermed i fremtiden i din virksomhed.
Det tager i snit fire til fire et halvt år at blive elektriker. Derfor skal det lange lys på: Den lærling, du tager nu, er tidligst færdiguddannet i 2029, og bare et år efter, nemlig i 2030, træder en ny uddannelsesreform kaldet epx i kraft.
Epx-en bliver en toårig uddannelse, som skal gennemføres, inden der vælges retning, herunder også erhvervsuddannelse.
Det betyder i praksis, at i 2030 vil størstedelen af de unge mennesker fra folkeskolen skulle gennemføre epx-uddannelsen, før de vælger erhvervsuddannelse. Dermed vil der ikke være nok unge til de lærepladser, virksomhederne udbyder om fem år.
Med andre ord: Det er nu, du som arbejdsgiver skal slå til, hvis du vil sikre dig uddannet arbejdskraft, der er skræddersyet til netop din virksomhed. Og måske også nu, hvor du skal tage en ekstra lærling ind.
Branchen skriger på faglært arbejdskraft, rekordmange unge har taget håndværkeruddannelsen til sig og er klar til at omsætte deres valg til virkelighed – så der mangler “kun” jer arbejdsgivere, for at regnestykket går op. Husk: Hvor der går en uddannet elektriker, kan der gå en lærling.
Kontakt Tech College og EUC Nord i Frederikshavn og lav en lærlingeaftale med en af de mange unge, der har taget det uddannelsesvalg, vi som samfund har bedt dem om at tage.