Det ligner journalistik – men det er bare en forretning forklædt som fjerde statsmagt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I dag kan en Facebook-side med en tilhørende hjemmeside kalde sig et “medie” – uden journalistisk ansvar, redaktionel kontrol eller presseetisk forpligtelse.

Flere af disse selvudnævnte medier opererer udelukkende på sociale platforme og lever af at skabe konflikt og opmærksomhed. Det ligner journalistik, men det er sjældent andet end løsrevne citater, insinuationer og podcasts, hvor man “bare stiller spørgsmål” – uden at stå på mål for fakta eller dokumentation. Det er ikke journalistik. Det er indholdsskabelse med en politisk eller personlig dagsorden.

Som politikere oplever vi det igen og igen: Vi bliver kontaktet med spørgsmål, men det står hurtigt klart, at historien allerede er skrevet. Svaret er ligegyldigt – det handler om at få et citat, der passer ind i en forudbestemt vinkel. Forsøger man at nuancere eller forklare, ender svaret i en faktaboks, mens overskriften og artiklen fastholder den fortælling, afsenderen havde besluttet sig for på forhånd. Det er ikke oplysning. Det er iscenesættelse.

I det mediebillede er der ikke plads til nuancer eller grundighed. En borgerhenvendelse, et spørgsmål i byrådet eller en administrativ afgørelse pustes op til en skandale. For vrede skaber engagement – og engagement giver klik. Flere klik, flere delinger, flere annoncer.

Og netop dér ligger problemet: Det handler ikke om at informere borgerne længere – det handler om at optimere en forretningsmodel. Ikke demokrati, men data. For nylig i P1 debat var spørgsmålet »stiller politikerne for lidt op i pressen?« Svaret på det er nej, men svaret på, hvorfor nogle politikere vælger ikke at stille op, kan også findes i det skred i journalistikken, som er beskrevet ovenfor.

Vi har vænnet os til breaking-bjælker, døgndrama og skarpe overskrifter. Men midt i det hele risikerer vi at miste noget afgørende: tilliden til, at journalistik er sat i verden for at skabe indsigt – ikke blot for at bekræfte fordomme eller puste til vrede.

Heldigvis findes der stadig medier, som holder fast i det journalistiske håndværk. Især lokale og klassiske trykte medier fortjener ros. De siger nej til kliktyranni og ja til grundig, fair og balanceret dækning. De afdækker – de afslører ikke bare. De viser sagen fra flere sider og respekterer, at komplekse spørgsmål kræver tid og plads.

Det er den journalistik, vores demokrati har brug for. Ikke journalistik, der vil være først med det værste – men journalistik, der vil forstå og formidle. Som tør stille kritiske spørgsmål, men også giver plads til svarene.

Så næste gang du støder på en “artikel” fra en Facebook-side, der lever af konflikt og vrede – spørg dig selv: Er det her journalistik? Eller er det bare en forretning forklædt som fjerde statsmagt? For når medier mister etik, risikerer vi at miste noget afgørende: nemlig tilliden til journalistikken, og så er det i sidste ende vores demokrati, der betaler prisen.