Familiedrab skal ikke pakkes ind i tavshed og forblommet sprog, der usynliggør volden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når en kvinde bliver dræbt af sin partner i hjemmet, rammer tragedien ofte uden stor medieopmærksomhed. Og når gerningsmanden bagefter tager sit eget liv, bliver sagen ofte beskrevet som en “familietragedie” eller ikke omtalt overhovedet. Det sker, selvom partnerdrab er den mest almindelige form for drab i Danmark.

Som henholdsvis eksperter i voldsforebyggelse og tidligere efterforskningschef ser vi et behov for at nuancere og udfordre det sprog, der bruges om partnerdrab og drab i familien. For sproget er ikke neutralt. Det er med til at forme den offentlige forståelse og i sidste ende den politiske prioritering af forebyggelse.

Betegnelser som “familietragedie”, “familiedrama” eller “sorgfuld hændelse” bliver stadig brugt, når mænd dræber deres koner og derefter begår selvmord. Disse ord er forståelige, men indebærer en risiko for at forskyde fokus fra det centrale: at der er tale om forsætlige drab, ofte med forudgående psykisk vold, kontrol og trusler. Det er ikke kun en tragedie, det er også et kriminalitetsmønster, som kan og bør forebygges.

Når gerningsmanden er død som i sagen fra Præstø, hvor en far dræbte sin partner og deres barn, er tavsheden næsten total. Der bliver sjældent sat navn på, og omtalen slutter brat. Det er forståeligt, at politiet ikke kan rejse sigtelse mod en afdød og heller ikke som udgangspunkt kan udtale sig om skyldsspørgsmål, men det bør ikke føre til tavshed eller uklarhed. Politiet kan for eksempel i visse tilfælde godt sige, at man anser sagen for opklaret. For de efterladte og for samfundets læring er det vigtigt, at sagerne bliver benævnt som det, de er: kvindedrab eller mere specifikt partnerdrab og børnedrab.

Politiet har ofte en vanskelig balance: Det skal undgå at dømme i medierne, før der er faldet dom. Og når gerningsmanden er død, bliver sagerne ikke prøvet ved en domstol. Det gør kommunikationen endnu mere vanskelig. Men selv uden en straffesag er det muligt og nødvendigt at give offentligheden klare oplysninger: Hvad skete der? Hvad kalder vi det? Hvad kan vi lære?

I sager, hvor en mand dræber sine nærmeste og bagefter sig selv, har vi som samfund et ansvar for at analysere, ikke minimere. Der skal være plads til sorg og kompleksitet, men ikke til forblommet sprog, der usynliggør voldens struktur.

Sager om tilfældige drab i offentligheden, især når ofret er en ung kvinde, vækker enorm opmærksomhed. Men de udgør kun en meget lille del af de årlige drab. Langt flere kvinder dræbes i hjemmet af en, de kender. Hvis vi som samfund virkelig vil forebygge drab, må vi også turde tale om de sager, hvor der ikke er nogen til at blive stillet for en dommer.

Det kræver præcist sprog, offentlig indsigt og en vedvarende samtale om forebyggelse. Derfor skal vi væk fra eufemismer og tavshed. Partnerdrab er en samfundsudfordring og et fælles ansvar.

Den tavshed, der ofte følger sager, hvor gerningsmanden tager sit eget liv, undergraver både de pårørendes behov for anerkendelse og offentlighedens mulighed for at forstå og lære af det skete. Når vi ikke kalder volden ved navn, fratager vi samtidig ofrene og deres efterladte den synlighed og respekt, som er nødvendig for at bearbejde sorgen og for at forebygge nye drab.