Biskoppers brev om Gaza gør religion politisk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

K.E. Løgstrup (1905-1981) var en stor dansk tænker. Luthersk teolog og fænomenologisk religionsfilosof. Han beskrev livet som godt og mennesket som ondt: Han var god lutheraner og ikke optimistisk om vores etiske formåen.

Det gode sker. Vi kan bare ikke rose os af det! Det er et hak i forfængeligheden, at det gode må ske på trods af os.

At det gode sker, er den dybeste sandhed om tilværelsen. Det gode kommer ligesom bag på os, overmander os. Så får vi lov at være sendt i byen for »Livet selv«, som Løgstrup allerede som ung præst skrev med stort.

Løgstrup tænkte spændende og skrev interessant. Offentligheden ventede ligefrem på, at han igen tog til orde. Hans teologi var væsentlig. Løgstrup mente, at kristendommens sandhed skulle afgøres filosofisk. Det arbejdede han så med. Men det handlede også om Gud, når han skrev om mennesket.

Det er svært endnu i dag at overvurdere indflydelsen fra hans bog ”Den etiske fordring” fra 1956: »At vi aldrig har med et andet menneske at gøre uden at holde noget af dets liv i vores hånd« – er stadig grundbogsstof på mange uddannelser.

Løgstrups etik har imidlertid flere vigtige bestemmelser, som med en biskoppelig erklæring måske er dagsaktuel at minde om.

Løgstrup karakteriserer nemlig ikke kun den etiske fordring som »uopfyldelig« (fordi mennesket er ondt); den er også »radikal«, fordi den kræver af os, at vi går hele vejen, og »énsidig«, fordi vi kun kan opfylde den uden tanke på os selv.

Det første kendetegn, Løgstrup nævner, er dog mest interessant: Den etiske fordring er »tavs«. Hvorfor det? Fordi alt er ødelagt, når etik bliver til konvention og moral.

Det er også i denne bog, at Løgstrup nægter, at der gives en »særlig kristelig etik«, og temmelig polemisk skriver, at der end ikke kan laves et kristeligt parti. Det ville være en ukristelig opfindelse, man som kristen ikke kan være medlem af!

Når otte biskopper har valgt at formulere en kirkelig fordring til landets ledelse, kan det ligne et forsøg fra et politisk parti – eller i hvert fald en kristelig lobby. Men når fordringen – for at være etisk – er tavs, skyldes det netop, at den ikke kommer fra os, men fra tilværelsen. Løgstrup var selv politisk engageret.

Men han blev – i overensstemmelse med sin filosofi – især en offentlig stemme på trods af sine private politiske anskuelser. Det vigtige var, at han sled med, at kristendommens sandhed afgøres filosofisk.

Nu ligner det næsten, at disse biskopper vil afgøre kristendommens sandhed – eller i hvert fald relevans – politisk.

Løgstrups forfatterskab blev senere mere spekulativt. I hans sene ”metafysiske” tænkning får vi flere analyser af, at livet er større end det, vi selv gør det til. Vores tilværelse holdes oppe af »suveræne livsytringer«. Etikkens fordring var »tavs«, fordi det, vi egentlig skylder hinanden, ligger før det, vi selv føler behov for at sætte ord på.

Men selve tilværelsens nerve beskriver Løgstrup nu som »ytringer«. Én af disse hedder karakteristisk »talens åbenhed«.

Det betyder, at vi umiddelbart tror på det, der bliver sagt, fordi det er nemmere at huske sandheden end løgn. Ligesom mistillid snylter på tillid, er det derfor også et stort ansvar at kunne tale, fordi det spontant mødes af velvillig lytten.

Aktuelt kan en bibelsk klassiker omskrive en anden suveræn livsytring: barmhjertigheden. Samaritaneren er ikke barmhjertig ved at tale om det. Det er noget, han bliver i spontan medlidenhed, hvorved den fremmede bliver hans næste – på samme måde, som nøden i Gaza gør stakkels mennesker til vores brødre og søstre.

Sådan kan kristendommens sandhed om næstekærlighed afgjort beskrives filosofisk.

Men kirkeligt at ville afgøre dens sandhed politisk bør til gengæld have ringe offentlig interesse.