Israels regering har ikke brug for hændervridende hykleri fra danske biskopper

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Man ved jo ikke rigtig, om man skal græde – eller le overbærende. Kirkens øverste gejstlige føler sig kaldet til at entre den politiske arena ved at udsende et opråb, der begræder Israels øjensynlige ensidige voldsspiral.

Opråbet fra biskopperne er imidlertid det mest virkelighedsfjerne, naive, flertalskonforme og nærmest patetiske opråb, som verden har set. At komme med en udtalelse så blottet for al forhistorie og faktuel viden medfører, at bisperne på det nærmeste gør sig selv til grin, og jeg er ikke helt sikker på, de selv ved, hvad det er, der kræves.

Ovenikøbet får kirkens øverste tillige tilført et nyrestød til »kristen zionisme« – og hvad er kristen zionisme så? Kristen zionisme er simpelthen ikke-jødisk støtte til jødisk zionisme, baseret på løfterne til Israel i den bibel, som biskopperne antageligvis også læser. Passager som Jeremias 32 og Ezekiel 34 – og jødernes tilbagevenden til det forjættede land er opfyldelsen af talrige profetier og er i sig selv et tegn på, at verden er trådt ind i den sidste del, hvor verden vil være, som vi kender den.

Men hvad biskopperne måske fortrænger, er, at den største zionist her er Gud selv – eller er biskopperne selektive? – selv om hele hans ord emmer af løfter til Israel, både allerede opfyldte løfter og løfter, som vi ser blive opfyldt i vores tid.

Kig et øjeblik, kære biskopper, ned i det ord, som er fundamentet for jeres virke.

Men ak – de højtærede biskopper er antageligvis tro i forhold til Luthers manglende syn på Israels rolle og vil sikkert påberåbe sig at vide, at kirken har erstattet Israel efter Jesu komme, hvilket ville forklare det fuldstændige ensidige syn på situationen.

Selvfølgeligt er, at Israel ikke er fritaget for noget som helst i forhold til konventioner, love og forpligtelser osv., men at Hamas’ angreb end ikke er nævnt i teksten endsige de jødiske ofre, afslører jo en fuldstændig ideologisk stillingtagen, hvilket automatisk placerer opråbet i eftertidens skraldespand.

Opråbet bærer de sædvanlige kendetegn ved dydssignalering i forhold til ønsket samfundsrelevans og konform enstemmighed i det sædvanlige skrigekor, der begynder, når der er jøder indblandet. Men kære biskopper – vågn op! Om nogen burde I begynde at læse det ord, I er forpligtet på – og læs uden at allegorisere, selvom den gode Augustin fandt det relevant. Eller er det for meget forlangt? Om nogen burde kirken da genspejle det fundament, som den står på – eller burde stå på!

I næstekærlighedens navn vil jeg minde de ærede biskopper om, at det er meget modigt at forholde sig anderledes til Israel, end Gud gør, for han er alt andet end politisk.

I øvrigt – og til al held – er jeg sikker på, at Israels regering nok ikke har brug for gode råd af en par håndfulde danske bisper, som sidder godt, sikkert og lunt i deres sikre lille ”præstegård” langt fra blod, terror, dødskulter og had, som vi end ikke forstår.