Der skal skrappere midler til, hvis vi skal forhindre nye unge rygere i at blive morgendagens lungepatienter

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det kan umiddelbart fremstå, som om problemet med rygning er løst. Antallet af rygere er faldende, og det fylder generelt mindre i gadebilledet, om ikke andet går det den rigtige vej.

Ikke desto mindre er der stadig 1,3 mia. rygere på verdensplan, svarende til cirka 20 pct. af klodens voksne befolkning. Hvert år dræber tobak 8,7 mio. mennesker på verdensplan (heraf er 1,3 mio. af passiv rygning), mens kroniske luftvejssygdomme som kol og astma udgør den tredjehyppigste dødsårsag i verden. Og selvom der sælges færre cigaretter, er alternative nikotinprodukter som e-cigaretter, vapes, snus og nikotinposer i vækst.

Vil man redde flest mulige menneskeliv og gøre den største forebyggende forskel for folkesundheden, er det faktisk det vigtigste sted, man kan sætte ind politisk. Derfor har FN også gjort kampen mod tobak til et hovedtema op til sin generalforsamling i New York til september. Her er målet at reducere antallet af rygere med 150 mio. frem mod 2030.

Ved at bruge metoden strategisk foresight kan man fremskrive en række plausible fremtidsscenarier for det globale tobaks- og nikotinforbrug, som vi gør i en ny rapport. Der er millioner af menneskeliv på spil.

I det mest dystopiske scenarie får udviklingen lov til at løbe løbsk. Rygning er stadig normen i 2040, befolkningen har mistillid til sundhedsmyndighederne, og lovgiverne nedprioriterer området, mens tobaksindustrien får momentum ved at genopfinde sig selv med en række nye nikotinprodukter, som fanger endnu en ungdomsgeneration i livslang afhængighed.

I det mest optimistiske scenarie har man i bestræbelsen på at gøre verden røgfri skruet bissen på. Kun 5 pct. af verdens befolkning ryger stadig i 2040. Unge mennesker vokser op i en verden stort set uden rygning, og man har indført et totalforbud for de yngre generationer, så de helt forhindres i at kunne tilgå nikotinprodukter. Markedsføring for nikotinprodukter reguleres, og tilliden til sundhedsmyndighederne er høj.

Vi ved, hvad der skal til. Det afgørende er den politiske vilje til handling.

Et generationelt forbud ligger ligefor. New Zealand blev det første land i verden til at introducere en sådan plan, men den blev droppet for at lave en skattelettelse. Intet vil dog være mere effektivt, hvis målet er at redde menneskeliv.

Derudover bør vi have et særskilt fokus på de alternative nikotinprodukter, som er i vækst. Nikotin er en af de mest afhængighedsskabende substanser i verden, og e-cigaretter er uhyre sundhedsskadelige. At de er “røgfrie” og skadesreducerende i forhold til traditionelle cigaretter, gør dem ikke skadesfri, som tobaksindustrien gerne vil have os til at tro. At kalde dem skadesreducerende er som at sige, at det er bedre at hoppe ud fra fjerde sal end fra 10. Udfaldet er i begge tilfælde fatalt.

Et dansk studie viser, at de to vigtigste årsager til, at unge mennesker bruger e-cigaretter, er, at de er afslappende og velsmagende. Man kan godt problematisere, at vi lever i et samfund, hvor en stor del af ungdommen har behov for nikotin for at kunne slappe af, men det er endnu mere himmelråbende, at noget så sundhedsskadeligt må smage så godt. Vi skal reducere appellen ved at stramme reglerne for smagstilsætning og markedsføring.

Sidst, men ikke mindst skal tobaksindustriens indflydelse hæmmes. Forskning finansieret af industrien bør ikke danne grundlag for sundhedspolitiske beslutninger, og tobaksindustriens lobbyister bør udelukkes fra politiske processer. Vi bør etablere internationale lobbyregistre, der sikrer fuld gennemsigtighed på tværs af landegrænser.

Der er billioner af kroner på spil for velfærdsstaten og millioner af liv at redde med en bedre præventiv indsats mod nikotin, for de unge mennesker, der begynder at ryge i dag, bliver morgendagens lungepatienter.