Skal vi bruge skjult kamera, før Tesfaye vil tro på, at vores børn udsættes for elendig kvalitet?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mattias Tesfaye, du siger, at vi som forældreorganisationer ikke råber højt nok, men skal vi virkelig lave skjult kamera, før vi kan få politisk handling på børnehaveområdet?

Din forgænger og KL troede ikke på, at kvaliteten var så dårlig derude, så derfor bad de om at få lavet en undersøgelse af området. Dem er der nu lavet to af, og de taler deres tydelige sprog: Kvaliteten er i bund, og børnene bliver taberne.

Resultaterne kommer desværre ikke bag på os forældre – vi vidste det godt – men de billeder, der er i rapporten, er hjerteskærende og vidner om alvorlige svigt af vores børn.

Vi er nødt til at anerkende, at rapporten leverer øjenvidneberetninger fra en hverdag, som vi som samfund ikke kan være bekendt.

Allerede i 2023 viste en tilsvarende undersøgelse af vuggestuerne de samme problemer: manglende nærvær, børn, der ikke bliver trøstet, og børn, der må klare sig selv. Dengang skete der ingenting. Det må ikke gentage sig.

Enkelte partier (SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet) har kaldt det politisk omsorgssvigt. Vi er enige.

Men kvaliteten i vores daginstitutioner må ikke blive et projekt placeret på en politisk fløj. Det handler ikke om ideologi. Det handler om, hvad det gør ved et lille barn, når det ikke bliver mødt, set, hørt og taget alvorligt. Det handler om tillid mellem forældre og samfund.

Når vi i Fola læser kvalitetsundersøgelsen, læser vi ikke bare grafer og forholder os til procentsatser. Vi læser om børn, der græder uden at blive trøstet. Børn, der står alene ved garderoben og leder efter en voksen. Børn, der giver op på at blive hørt.

Mange af os har selv oplevet det: et barn, der bliver stille. Et barn, der ikke vil af sted. Et barn, der ikke længere fortæller om sin dag. Sådan noget sætter sig i forældre. Det sætter sig i børn.

Derfor kræver vi konkret handling. Ikke næste år. Ikke efter næste evaluering. Nu.

Vi har tre enkle krav:

1. Minimumsnormeringer i børnehøjde – regn ikke med gennemsnit, men med det antal voksne, der faktisk er til stede, når børnene er der.

2. Ingen ufaglærte alene med børn – de skal have tid til at lære og mulighed for faglig sparring.

3. Ledere, der er til stede – pædagogfaglig ledelse skal ikke sidde på kontoret, men være med i praksis.

Den kommende økonomiaftale mellem KL og regeringen kan blive et skridt. Men vi ved også, at kommunerne allerede er pressede – ikke mindst af stigende udgifter til specialområdet, især i skoleregi. De penge skal findes. Det er en brændende platform. Vi forstår alvoren.

Det kræver nye penge at løse den opgave, hvis ikke pengene skal tages fra almenområdet og de mindste børn – hvilket vi desværre ser en stigende tendens til. Økonomiaftalen har ikke øremærket midlerne, og derfor kan vi heller ikke vide, hvor pengene ender. Men vi har da lov at håbe.

Det er ærligt talt rystende, at det kunne komme hertil. Vi har som organisation forsøgt at råbe op undervejs – men vi er ikke blevet lyttet til.

Hvorfor er det, at dagtilbud ikke regnes som højpolitik, når det handler om det mest grundlæggende: vores børns hverdag, trivsel og udvikling? Vi forstår det ikke.

Vi håber, at udviklingen vender, og at kvalitetsundersøgelsen har fået alvoren til at gå op for politikerne, så de kan løfte det ansvar, som er deres: at sikre rammerne, så alle børn bliver set, hørt og taget alvorligt. Det burde være en selvfølge – børnehaver skal være gode for børn.