Lad Evin-fængslet i Teheran brænde i helvede

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For første gang i lang tid likede jeg forleden et af de officielle israelske opslag på sociale medier. Opslaget viste israelske bombeangreb på hovedindgangen til Evin-fængslet i Teheran. På indgangsporten for ikke at risikere at ramme nogle af de indsatte.

Min sympati for opslaget kræver lidt forklaring. I januar 2010 rejste jeg til Iran for at blive klogere på dette smukke og spændende land. Iranske dissidenter er fantastisk kreative inden for film, fotografi, litteratur og musik. Den politiske situation var på kogepunktet. Efter genvalget af præsident Mahmoud Ahmadinejad i juni 2009 var tusinder af unge mennesker på gaden i protest mod valgfusk og præsteskabet og til støtte for oppositionens leder, Mousavi.

I første omgang gik min plan fint. Jeg mødtes med studenterne fra reformbevægelsen – den såkaldte Grønne Bevægelse – på caféer og restauranter med det formål at lytte og bagefter tage hjem og udbrede aktivisternes budskaber.

Men en tidlig morgen ringede telefonen på mit hotelværelse. Receptionisten havde følgende besked: »Politiet har hentet dit pas. Du bedes stille på politistationen om halvanden time.«

På den stærkt ramponerede politistation blev jeg ført ind i et lokale på femte sal og afhørt i et par timer.

Forhørslederen konkluderede, at jeg havde udvist en »usund interesse« for iransk politik. Jeg blev bedt om at forlade Iran inden 24 timer »or else, something will happen to you«.

Takket være effektiv bistand fra den danske Teheran-ambassade kom jeg i sen nattetime hjem til Danmark med Turkish Airlines via Istanbul.

Den danske ambassadør sagde, at jeg havde været yderst heldig ikke at havne i Evin-fængslet.

Mere end nogen anden bygning symboliserer Evin-fængslet det brutale og undertrykkende præstestyre i Iran. Hver gang jeg hører fængslet omtalt, tænker jeg – uden sammenligning i øvrigt – på Johnny Cashs legendariske sang om San Quentin-fængslet: »I hate every inch of you. May you rot and burn in hell.«

I Evin-fængslet sidder i tusindvis af dissidenter og politiske fanger. Menneskerettighedsforkæmpere, oppositionspolitikere, advokater, aktivister, miljøforkæmpere, journalister og studerende. Også mange vesterlændinge, der har udvist »usund interesse for iransk politik«, har henslæbt årevis i fængslet. Tortur, herunder voldtægt, og henrettelser er hverdag i Evin-fængslet.

I de senere år er belægningen igen øget i Evin-fængslet. Modige unge mennesker demonstrerede igen for demokrati og frihed i kølvandet på Mahsa Aminis dødsfald i det berygtede iranske moralpolitis varetægt i september 2022. Demonstranternes slagord var »Women, Life, Freedom«.

Det israelske angreb på Evin-fængslet er en vigtig påmindelse om, at den iranske udfordring ikke alene er atomvåbnet. Landets præstestyre er et af de mest brutale og bestialske regimer på kloden.

Danmarks Iran-politik består i øjeblikket overvejende i at vride hænder og udtrykke beklagelser og bekymring – og ellers lyde som et forsinket ekko af amerikanerne.

Men vi må ikke glemme de mennesker, der modigt gennem mange år har udtrykt deres modstand mod undertrykkelsen i Iran. Fra dansk side bør vi give frihedskæmperne al mulig opbakning – hvilket i tiltrængt grad vil give udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens åh så pragmatiske udenrigspolitik et anstrøg af danske værdier og holdninger.

Her og nu bør regeringen og Folketinget organisere en international høring om undertrykkelsen og frihedskampen i Iran – f.eks. i Landstingssalen på Christiansborg – med deltagelse af dissidenter, ikke mindst iranske kvinder, oppositionelle, internationale eksperter etc. Sigtet skal være at komme med bud på, hvorledes vi fra dansk side aktivt kan støtte den iranske frihedskamp. Overskriften på høringen kunne passende være: »Women, Life, Freedom …«