Amnesty: Nato skal ikke kun beskytte territorier, men også vores frihed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når Natos ledere i denne uge mødes i Haag på et historisk vigtigt tidspunkt, bør de have fokus på, hvordan vi sikrer den internationale humanitære folkeret og alles individuelle rettigheder.

Aldrig har det været vigtigere siden afslutningen på Anden Verdenskrig at minde hinanden om, hvorfor vi har Nato, og hvad det egentlig er, landene bag har svoret at ville forsvare. I flere af landene ser vi med uro på, hvordan frihedsrettighederne bliver knægtet med øget masseovervågning af os alle sammen og overgreb mod retten til at demonstrere.

Senest har vi i Amnesty dokumenteret, hvordan Nato-landet Tyrkiet har slået brutalt ned på fredelige demonstranter, og netop tavsheden om den aktuelle sag siger noget om, hvad regeringerne rundt om prioriterer.

Lige nu tales der mest om, hvordan vi kan opruste, så vi kan imødegå trusler udefra – f.eks. fra Rusland, men truslerne mod vores værdier er i allerhøjeste grad under pres indefra.

Det har aldrig været vigtigere end lige nu at bakke op om de internationale regler, som beskytter alle befolkninger i verden og dermed også vores egen sikkerhed.

Vi i Amnesty vil derfor opfordre Nato-medlemslande til at sikre den internationale humanitære folkeret, som ligger til grund for alliancen. Det er bekymrende, at flere lande i Nato-kredsen har trukket sig ud af vigtige traktater, der beskytter civilbefolkninger i krig. Derfor vil vi opfordre topmødets deltagere til at bekræfte konventionen mod klyngebomber og Ottawa-traktaten om forbud mod antipersonelminer.

Som tidligere modtager af Nobels Fredspris er Amnesty gået sammen med andre nobelpristagere om at forklare, hvorfor det er vigtigt at holde fast i forbuddet mod at bruge våben, der har så rædselsvækkende konsekvenser som de nævnte typer.

Vi beklager dybt, at Litauen trak sig fra konventionen om klyngebomber i marts, og opfordrer Litauen samt Estland, Finland, Letland og Polen til at genoverveje deres nuværende beslutninger om at trække sig fra Ottawa-traktaten.

Disse dødelige våben har konsekvenser, der er langt mere skadelige end nogen krigsfordel.

Vi vil også gerne opfordre til, at Nato-landene bakker op om Den Internationale Straffedomstols arrestordrer for at stille personer, der er eftersøgt for krigsforbrydelser og andre forbrydelser under international lov, til ansvar – især i relation til krigene i Gaza og Ukraine.

Det haster også med at respektere og overholde international og regional lovgivning om våbenoverførsler, herunder FN’s våbenhandelstraktat og EU’s regler i relation til de internationale forbrydelser i Gaza og den passive tilgang til den humanitære krise i Sudan. Her kunne Danmark passende gå forrest og suspendere våbensalg til Israel, så landet ikke uhindret kan fortsætte sit folkedrab på palæstinenserne.

Hvis ikke Nato-landene kan blive enige om at overholde de internationale regler for krig, hvordan skal de så kunne forvente, at andre i verden vil gøre det? Lad Nato blive ved med at gå som fortrop med et fast ståsted i forhold til de grundlæggende værdier, vi forsvarer. Det er nu, vi skal markere, hvad det er for nogle samfund, vi gerne vil være og forsvare.

Beskyttelsen af universelle værdier og menneskerettigheder bør være kernen i Natos vision og handlinger. Det var sådan, alliancens grundlæggere forestillede sig Nato, da de i traktaten bekræftede deres »tro på formålene og principperne i De Forenede Nationers Pagt«. Denne beskyttelse er, hvad alle borgere med rette kan forvente, at Nato leverer.

Hvis vi alle skal opruste for at forsvare os, er det vigtigt, at vi holder fast i det bedste, vi har at tilbyde: liberale demokratier med frihedsrettigheder til alle.