Vi fik desværre ret: Bønnekald overdøver snart kirkeklokkerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En ny demografisk fremskrivning fra professor Rune Lindahl-Jacobsen på Syddansk Universitet har fået Politiken til at hæve øjenbrynene.

Undersøgelsen viser, at i år 2096 vil borgere med dansk oprindelse være i mindretal i Danmark. Med andre ord: Den såkaldte “befolkningsudskiftning” er ikke længere noget, man kan afvise med et grin og et, “det er jo bare en racistisk konspiration”.

Vi har sagt det i årevis. Vi er blevet kaldt alarmister, racister og konspirationsteoretikere bare for at påpege, hvad tallene selv har afsløret: en befolkningsudvikling, der i sidste ende gør danskerne til en minoritet i deres eget land.

Tilbage i januar skrev Mads Engelund Larsen og jeg et indlæg i Kontrast, hvor vi advarede om, at vi i værste fald risikerer, at hele den vestlige civilisation forsvinder under fødderne på os, hvis vi ikke ændrer kurs.

Vi byggede det på tilgængelig statistik og en nøgtern vurdering af virkeligheden, og nu kommer der flere undersøgelser og bekræfter det.

Fremskrivningen viser det, vi hele tiden har vidst: Uden et markant kursskifte vil den nationale, kulturelle og historiske sammenhængskraft i Danmark smuldre.

Det er ikke længere kun et spørgsmål om integration, kriminalitet eller værdier; det handler om, hvem der i det hele taget udgør Danmark i fremtiden.

Fordi et land er dem, der bor i det – man kan sætte lighedstegn mellem demografi og landet som helhed, derfor er denne undersøgelse og realitet dybt skræmmende.

Men det er ikke for sent endnu. Men hvis vi fortsætter med den nuværende politik med åbne grænser og en berøringsangst over for at tale ærligt om konsekvenserne, så er spørgsmålet ikke om, men hvornår vi mister det Danmark, vi kender.

Løsningen er meget enkel: øjeblikkelige massehjemsendelser, det skal være meget sværere at få dansk statsborgerskab, indfør et totalt stop for al asyl og modtagelse af flygtninge, og så skal det være umuligt at leve en islamisk tilværelse i Danmark – alle muslimske særhensyn skal sløjfes, og så skal vi stoppe med at være så gavmilde med offentlig støtte til muslimer uden arbejde og lyst til at indordne sig i samfundet, for så skal de nok selv finde ud – det er trods alt ydelserne, de er her for.

Længere er den sådan set ikke. Det er ikke urimeligt. Det er sund fornuft og ansvarlighed over for kommende generationer.

Denne undersøgelse bør være en opvågnen, især for de politikere og medier, der i årtier har tiet, hånet eller dæmoniseret dem, der råbte vagt i gevær. De skylder befolkningen en undskyldning. For det viser sig nu sort på hvidt: Vi havde ret hele tiden.

Det er nu, medierne og magthaverne skal vise, om de reelt ønsker Danmarks overlevelse som dansk nation, eller om de vil fortsætte med at ignorere virkeligheden i deres multikulturelle drømmeverden. Denne fremskrivning bør ikke forsvinde i nyhedsstrømmen. Den bør stå som et vendepunkt.

Vi står nu ved en skillevej. Vi kan vælge at kapitulere og overlade fremtiden til kræfter, der ikke ønsker Danmark, som vi kender det. Eller vi kan vælge at kæmpe for vores land, vores sprog, vores folk, vores værdier.

Jeg ønsker ikke et Danmark, hvor Grundtvigs tanker om folk og fædreland bliver udvandet. Jeg ønsker ikke et Danmark, hvor H.C. Andersen ikke skal læses på dansk, men arabisk.

Jeg ønsker ikke, at muslimske bønnekald overdøver kirkeklokkerne. Jeg ønsker ikke et Danmark, hvor den historie, vi alle er født ind i, stopper med at blive overleveret – vi, som er i familie med de tapre stridsmænd fra 1864, og Besættelsen skal ikke vende vores historie, kultur og fædreland ryggen.

Vi skal som nation finde håb og mod – for som det så klogt er sagt: »Aldrig kan et folk forgå, der ikke vil det selv.«