Folkekirken skal passe på med at lukke døren for demokratiet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Folkekirken har ikke et telefonnummer, man kan ringe til. Domprovst i Ribe, Morten Fester Thaysen, spørger ellers på netmediet kirke.dk, hvem i folkekirken der skal svare, når staten spørger?

Det finurlige spørgsmål kommer på baggrund af, at der til kirkeministeren fra »et lille lukket udvalg« er indgivet forslag til forenkling af arbejdet i landets menighedsråd. Domprovstens spørgsmål forstår jeg som retorisk og sådan, at nogle faktisk har svaret. Nemlig det lille udvalg, hvori der har siddet to biskopper.

Offentlige høringer i forbindelse med lovforslag er imidlertid til for at blive hørt. Kristeligt Dagblad bragte 4/6 et interview med biskoppen over Fyns Stift, Mads Davidsen, der kritiserede det som en »uskik«, at kirkeministeren allerede inden sommerferien havde indgået en bred politisk aftale om, at folkekirkens organisation skal ændres betragteligt ud fra rapportens anbefalinger. Det sker ved at flytte ansvarsområder fra menighedsråd til provstiudvalg. Biskoppen gav udtryk for et »chok«.

Det er en stor styrke ved folkets kirke, at biskopper kan give udtryk for indbyrdes forskelle i holdning. Heller ikke bispekollegiet bør udvikle sig til folkekirkens telefonnummer. Et bispekollegium støbt i beton ville ligeså meget som en kirkepolitisk synode svække folkekirkens opbakning blandt danskerne, der for 70 pct. vedkommende tænker: ”Den er jo vores.”

Derfor er det vigtigt, at Mads Davidsen og Morten Fester Thaysen så tydeligt viser os, at kirkens medlemmer endnu en gang bliver kørt over. Det lukkede udvalg har bestået af de sædvanlige Tordenskjolds soldater. Disse må være glade for, at deres slid blev belønnet med en varm politisk modtagelse. Men indflydelsen ved at øve magt i det stille har bare noget ubehageligt over sig.

Jeg var ligesom udvalget selv sikker på, at de fleste – af arbejdsmiljøhensyn – nu fandt tiden moden til at flytte vedligeholdelse af præstegårdene til provstiudvalgene. Men det er mange uenige i!

Det interessante her er derfor, at Mads Davidsen fortæller, at det, der hed forenkling, pludselig »skulle handle om noget helt tredje«: nemlig grøn omstilling.

Det kan måske til gengæld forklare, hvorfor der så hurtigt kunne indgås en politisk forhåndsaftale – uden egentlig høring. At flytte administrationen af præstegårdsjorde op i systemet ligner nemlig et resultat af den strategi, der allerede i 2020 blev drøftet i det daværende bispekollegium.

Dengang meldte biskop Peter Fischer-Møller folkekirken ind i klimakampen ved at stå på mål for, at folkekirken skulle støtte en ny regerings målsætning om at nedbringe CO₂ med 70 pct. Man fristes til at tilføje: ”koste hvad det ville”. I hvert fald har efterfølgende symbolpolitik med ladestandere allerede påført folkekirken kæmpe udgifter uden reel grøn værdi.

Dengang udtalte biskoppernes rådgiver, arkitekt og tidligere menighedsrådsmedlem Jørgen Kreiner-Møller, at det er et »meget ambitiøst projekt, der kunne rykke ved folkekirkens organisation«, idet han opfattede folkekirken som meget decentral, og foreslog, at der skulle noget andet til: »Nogle kirker vil nok sige, at det fungerer fint hos dem allerede, men sådan er virkeligheden bare ikke generelt set derude i sognene … Jeg mener, at der nu med klimakrisen skal meget mere til end blot at plukke de lavthængende frugter, hvad angår energibesparelser, og jeg tror, det vil kræve en koordineret og målrettet indsats på mindst provstiniveau, hvis der skal ske reelle besparelser.«

Det lille lukkede udvalg, inklusive et par biskopper, svarer måske endnu en gang blot på et politisk spørgsmål, for at en politisk strategi, der allerede lå i kortene, kan føres ud i livet. Men vi kan vel godt tale om, hvorvidt redskaberne er de rigtige, inden de vedtages?