Grøn omstilling kræver respekt for ejendomsretten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Grøn omstilling er nødvendig. Behovet for at bedre vores vandmiljø og biodiversitet såvel som at nedbringe udledningen af CO₂ og andre drivhusgasser er presserende.

Det ved vi i landbruget – og vi vil gerne være en aktiv del af løsningen sammen med resten af samfundet.

Men det kræver, at omstillingen sker med respekt for grundlæggende principper, ikke mindst ejendomsretten.

Med den grønne trepartsaftale er der lagt op til, at store arealer i Danmark skal udtages af drift, og at skovrejsning og naturgenopretning skal fylde markant mere. Det kan i sig selv være meget fornuftigt.

Men det bliver et problem, hvis staten begynder at gribe ind i private jordejeres råderet uden fuld erstatning. Den frygt er til stede i landbrugserhvervet.

At påstå andet ville være at gå med bind for øjnene og fingre i ørerne.

Ifølge grundlovens § 73 må ingen tvinges til at afgive ejendom, uden at det sker ved lov og mod fuldstændig erstatning.

Og netop dækkende erstatning er et vigtigt udgangspunkt for, at Landbrug & Fødevarer som repræsentant for branchen trådte ind i den grønne trepartsaftale.

Alligevel ser vi forslag, der potentielt åbner for regulering gennem arealzonering og forbud, hvor ejeren i praksis mister retten til at bruge sin jord, uden at der nødvendigvis følger økonomisk kompensation.

For nylig er det kommet frem, at Christiansborg over en periode på fem år ser ud til at kunne fjerne en tredjedel af indtægten fra danske landmænds bedrifter, uden at de vil være berettiget til erstatning.

Det vurderer statens jurister i et notat fra forhandlingerne om kvælstofreguleringen, der udspringer af den grønne trepartsaftale. Det er ikke bare urimeligt – det er også i strid med det tillidsforhold, vi som samfund skal værne om.

Netop nu foregår forhandlinger på Christiansborg om udmøntningen af den grønne trepartsaftale. Her drøftes blandt andet lovgivning om lavbundsudtagning, kvælstofzoner og skovrejsning – og ikke mindst, hvordan staten får nye planredskaber i spil.

Jeg vil derfor kraftigt opfordre alle forhandlende parter til at holde ejendomsretten for øje i det arbejde. Det vil bane vejen for lovgivning, som er både virksom og i balance med de berørtes rettigheder.

Grøn omstilling må aldrig ske på bekostning af borgernes retssikkerhed. Det synspunkt deler vi alle. Det er jeg overbevist om.

Vi ved fra praksis, at det kan lade sig gøre at finde fælles løsninger, når parterne taler sammen og bestræber sig på at forstå modpartens situation.

Det viser erfaringerne fra de lokale treparter Limfjorden, Mariagerfjord og Nordlige Kattegat/Skagerrak, hvor vi i landbruget – trods forskellige udgangspunkter – har samarbejdet konstruktivt med kommuner og grønne organisationer. Her er vi nået frem til meget fornuftige forslag og fælles mål, fordi processen har været præget af respekt, gensidig forståelse og ordentlighed.

Landbruget står klar til at bidrage. Men det kræver, at vi som samfund kan planlægge langsigtet. Og det kræver, at vores rettigheder som ejendoms- og jordejere ikke undergraves undervejs.

Hvem ville finde sig i, at naboen tog et stykke af ens baghave uden i det mindste at spørge om lov og desuden byde markedsprisen?

Grøn omstilling må og skal være demokratisk forankret, økonomisk rimelig og juridisk holdbar. Ellers kommer vi ingen vegne.