Kære Ida Bertelsen: Ligestilling kræver også, at vi lytter til drengene – uden fordomme og fordømmelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ida Bertelsen, du skriver i JP, at du er træt af at møde unge mænd, der ikke bakker op om ligestilling.

Jeg forstår frustrationen. Men måske skulle du begynde med at spørge dem, hvad de mener med ”ligestilling”, og hvorfor de er begyndt at tvivle. For de fleste drenge er for ligestilling. De er bare imod den version, der diskriminerer dem og giver særbehandling til pigerne. Du bruger ord som »uvidenhed« og »symbol på tabt maskulinitet«. Det lyder, som om du allerede har svaret, før du har stillet spørgsmålet. Du anerkender ikke, at mange drenge faktisk har oplevelser, som får dem til at føle sig uretfærdigt behandlet.

For hvordan skal de tro på, at de er lige meget værd, når man taler om kvoter og kønsbaserede ordninger, som giver kvinder fortrin alene baseret på køn og stiller mænd ringere? Det er ikke bare noget, de føler – det sker i praksis. Mænd sorteres fra til fordel for kvinder, uanset kompetencer. Det oplever drenge helt konkret.

Du skriver, at det er et problem, hvis kvinder ikke deltager i arbejdsstyrken. Men ved du, hvem der arbejder mest? Mænd. Ved du, hvem der tager flest farlige, fysiske og livsforkortende job? Mænd.

Kvinder vælger oftere deltid, men det bliver ofte fremstillet som et strukturelt problem – selv når valget er frivilligt. Skal vi tvinge kvinder på fuldtid? Eller er det kun mænds valg, vi problematiserer?

Du er bekymret over, at unge mænd ikke bakker op om politisk ligestilling. Jeg er mere bekymret over, at den politiske ligestilling ikke bakker op om dem. Hvor er kampagnerne, der skal få flere drenge igennem skolen?

Hvor er fokus på mandlig hjemløshed, selvmord og vold? Rockwool Fonden kortlagde, at drenge og mænd gennem et helt liv står ringere end piger og kvinder på 20 af 23 parametre. Alligevel fylder den oplysning nærmest ingenting i den offentlige debat – modsat kvoter og ligeløn, som gentages i ét væk. Hvorfor bliver drenges problemer kun set som deres eget ansvar?

Du spørger, om Andrew Tate skyldes mangel på rollemodeller. Måske. Men han skyldes også noget dybere: en samfundsnorm, hvor det er blevet socialt acceptabelt at dæmonisere drenge og mænd. Hvor man kan gøre grin med “mænd i krise” og kalde det satire. Hvor vrede kvinder bliver hyldet som modige, mens vrede drenge bliver kaldt farlige. Andrew Tate udfordrer den fortælling. Han siger højt, at drenge, mænd og maskulinitet har værdi. Er det så overraskende, at de lytter til ham, når ingen andre gør det?

Du skriver, at børn skal udfordres på deres holdninger. Det er jeg enig i. Det gælder bare også pigerne. Dem, der deler memes om, at mænd er værre end bjørnen, negligerer vold mod mænd og siger, de hader mænd. Dét er også holdninger med konsekvenser.

Du er træt af at diskutere med unge mænd, der mener, at det er en fordel at være kvinde. Jeg er træt af at møde privilegieblinde unge kvinder, der ikke interesserer sig nok for mænd til at forstå deres problemer. En nyfødt pige har flere rettigheder og står til et bedre liv end en nyfødt dreng.

Du afslutter med at sige, at du ikke gider diskutere med drenge, der mener, kvinder er mindre værd. Det forstår jeg. Men hvis vi virkelig ønsker ligestilling, så må vi også begynde at tage drenges virkelighed alvorligt. Ellers mister vi ikke bare deres opbakning. Vi mister dem. Måske er det allerede for sent.