Hersker der mon lighed for (skov)loven?
Tak til Ministeriet for Sund Fornuft for at afsløre ministerielle tåbeligheder.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mange tak til JP for initiativet Ministeriet for Sund Fornuft, som inden for den seneste måned har afdækket en ny og overraskende stringent håndhævelse af skovloven fra Miljøstyrelsens side med krav om nedrivning og gentilplantning.
Først efter 23 år for en gylletank i udkanten af 1 ha privat skov, så efter 21 år for en spejderhytte i en 2 ha kommunal beplantning i bymæssig bebyggelse og senest for en nyetableret frisbeebane på en tilgroet og lukket kommunal losseplads.
I alle tilfælde anfører kontorchefen fra Miljøstyrelsen, at skovloven er meget restriktiv, og at hensynet til træproduktion er afgørende – på trods af at skovlovens formålsbestemmelser faktisk lægger op til en helhedsbetragtning og afvejning af flere andre hensyn som natur, kulturminder og rekreative hensyn.
Man må undres over, at samme Miljøstyrelse enten har dispenseret eller måske overset at håndhæve skovloven med samme stringens i forhold til søsterstyrelsen Naturstyrelsens omlægning af 75.000 ha statsskov til ”urørt skov”, hvor træproduktionen permanent ophører, hvor ikke-hugstmodne bevoksninger ryddes i stor skala eller veteraniseres (bevidst skade på træer), hvor gentilplantning efter skovrydning ikke sker, og hvor hele skove omlægges til græsning med kvæg – alt sammen i klar modstrid med skovlovens ånd og bogstav.
Man må undres. Hersker der mon lighed for (skov)loven?