Den liberale forargelse over Polen afslører deres egen historieløshed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Valget af Karol Nawrocki som Polens nye præsident har udløst præcis den reaktion, vi efterhånden kender så godt fra den vestlige elite: Mediekommentatorer, ngo’er og folk som Stine Bosse står i kø for at advare om »autoritære tendenser«, »demokratisk tilbagetrækning« – og ikke mindst, at det hele på en eller anden måde skulle være en gave til Vladimir Putin. Det er absurd.

Nawrocki er nært forbundet med Lov og Retfærdighedspartiet (PiS), som fra 2015 til 2023 sad på regeringsmagten i Polen. I den periode førte det en af Europas mest konsekvente og langsigtede sikkerhedspolitiske linjer, ikke mindst over for Rusland. Men det tæller åbenbart ikke i den danske debat – her er det vigtigere, at man ikke kommer fra højrefløjen, end om man rent faktisk gør noget for Europas sikkerhed.

Det burde ellers være åbenlyst for enhver: Polen under PiS var det land i Europa, der tidligst og klarest advarede mod Putins trussel – og handlede på det. Allerede inden invasionen i 2022 havde PiS-regeringen indgået massive forsvarsaftaler: bestilling af F-35-kampfly fra USA, Himars-raketsystemer, Patriot-luftforsvar, Abrams-kampvogne og koreanske K2- og K9-systemer. Man opskalerede hæren fra ca. 120.000 til en målsætning på over 300.000 mand og hævede forsvarsbudgettet til over 4 pct. af bnp.

Til sammenligning: Mens Polen rustede op, talte tyske og franske ledere stadig om “dialog” med Putin. Scholz’ såkaldte “Zeitenwende” kom først efter invasionen og er endnu ikke ført ud i livet. Macron ringede til Kreml, mens russiske kampvogne rullede.

Da krigen brød ud, var det PiS-regeringen og præsident Andrzej Duda, der satte sig i et tog til Kyiv med støtte og våben – mens mange vesteuropæiske ledere blev hjemme af “sikkerhedshensyn”.

Det mest paradoksale i den aktuelle debat er, at man nu forsøger at fremstille valget af Nawrocki som et tilbageskridt. Men ser vi på substansen, har Donald Tusk – der i dag står i spidsen for regeringen – ikke ændret én central sikkerhedspolitisk prioritet.

Tværtimod viderefører han en til en de investeringer, beslutninger og militære aftaler, der blev indgået af PiS. Han har arvet en ansvarlig linje, han selv ignorerede, da han havde chancen som premierminister i perioden 2007-2014.

Dengang var Tusk del af den vestlige mainstream, der byggede gasledninger til Rusland og nedprioriterede forsvaret. Det var PiS, ikke Tusk, der rykkede Polen væk fra russisk energi og ind i et robust militært beredskab.

Det er ikke Karol Nawrocki, der er problemet. Problemet er en vestlig elite, der nægter at anerkende, at ansvarlighed og fasthed over for Putin også kan komme fra den konservative side.

Det passer ikke ind i deres verdensbillede – men det gør det ikke mindre sandt.