Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Bureaukratiet er på himmelflugt i EU

Det, der udfolder sig i lovfabrikken EU, er decideret selvskade.

Henrik DahlMEP, (LA)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi har længe været i gang med at drukne os selv i regler og krav – og endnu en gang må man konstatere, at EU er sin egen værste fjende.

I sidste uge kunne man i Jyllands-Posten læse om det absurde omfang af nye regler, der er skyllet ind over europæiske virksomheder de seneste 10 år.

Siden 2015 har vi pålagt os selv ikke bare én, ikke to – men 10 nye EU-love, 72 bekendtgørelser og intet mindre end 155.000 ord af lovtekster og regulativer. Det er direkte selvskade.

Alle politikker starter med de bedste intentioner, men som en klog mand engang sagde: Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner.

De ugennemtænkte gode intentioner koster. Det koster dyrt. Alene to af de nye love fra Bruxelles – arbejdstidsregistrering og de omfattende rapporteringskrav om bæredygtighed – står til at koste 11 mia. kr. om året for Danmark alene. Penge, som kunne være brugt på faktisk at drive forretning og investere i grøn omstilling og vækst. I stedet bruger vi dem på papirnusseri og administration, der mest af alt er sisyfosarbejde for de danske virksomheder.

En af de mange bureaukratiske love fra EU’s hånd er CSDDD. Lovgivning, der blev skabt med intentionen om at styrke bæredygtigheden. Nobelt. Men i realiteten betyder lovgivningen, at hvis en virksomhed i Ringsted har en mellemleverandør i Kina, og den mellemleverandør ikke har en ordentlig whistleblowerordning, er det virksomheden i Ringsted, der har problemet og kan blive straffet med bøder, hvis ikke den kan fremlægge dokumentation for den ikkeeksisterende whistleblowerordning.

Det er komplet virkelighedsfjernt.

Og vi er nået et niveau, hvor al denne administration og bureaukrati fra EU’s hånd vil svække dansk bnp med 21,5 mia. kr. fra 2030.

Imens stormer resten af verden videre. USA innoverer. Asien producerer. Europa? Vi sidder fast i vores egen sump af bureaukrati og overformynderi.

Det er en sump, SVM-regeringen selv har været med til at skabe. Regeringspartierne har stemt for en stor del af den lovgivning, der nu dynger danske virksomheder til med administration og koster dem milliarder i papirnusseri.

Hvad værre er, at erhvervsminister Morten Bødskov under sit seneste besøg i EU forsvarede bureaukratiet og afviste, at Danmark vil afvikle den føromtalte CSDDD – på trods af at også han og regeringen kender tallene for, hvor dyrt det koster dansk og europæisk erhvervsliv. Igen, det er komplet virkelighedsfjernt.

Afbureaukratisering er den absolut vigtigste opgave, hvis ikke EU’s erhvervsliv skal kvæles af bureaukratiske regler og administration.