Vi skal hjælpes fra usunde fødevarer
Når Morten Bødskov og Sophie Løhde vil lette det kommercielle pres på vores børn i forhold til usunde fødevarer, er det sund fornuft.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jyllands-Postens lederskribent mener, at regeringen med et forbud mod at målrette markedsføring af usunde fødevarer mod børn får usunde fødevarer til at fremstå, som var det »rygeheroin«.
Det er naturligvis en helt absurd sammenligning. Blandt andet fordi rygeheroin er forbudt. Det er usunde fødevarer ikke – og bliver det heller ikke med regeringens udspil. Som skribenten selv slår fast: »Man må gerne drikke sodavand og spise burger en gang imellem. Man skal ikke gøre det hele tiden.«
Det er vi i Forbrugerrådet Tænk helt enige i. Men et markedsføringsforbud mod børn handler ikke om at forhindre børn (eller voksne) i at spise usunde fødevarer. Det handler om at gøre op med et massivt og voksende kommercielt pres på vores børn på blandt andet sociale medier.
Jyllands-Postens leder mener også, at forbuddet er overflødigt, da reklamer for usunde fødevarer ifølge avisen ikke fører til, at børn spiser mere usundt. En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viste ellers for nylig, at 80 pct. af de fødevarer, der markedsføres over for børn og unge, er usunde, og at de undersøgte børn og unge i snit så 26 reklamer for usunde fødevarer om dagen på sociale medier. Det er overraskende, at avisen tror, at virksomheder på den måde vil spilde penge på at tæppebombe børn med reklamer, uden det har nogen effekt. Det er også forkert. Industriens eget Forum for Fødevarereklamer har udtalt kritik af, at kampagnen Kims Chips Battle var markedsført til børn. En kampagne, der ifølge Kims selv alene på 14 uger i 2023 var direkte årsag til et salg på 1,3 mio. poser chips.
Reklamer virker altså. Og generelt er der god dokumentation for, at markedsføring af usunde fødevarer til børn påvirker deres holdninger, præferencer og bidrager til øget forbrug af disse fødevarer.
Man kan godt som Jyllands-Posten indtage et rent ideologisk og ledigt standpunkt om, at man lovgivningsmæssigt ikke bør beskytte børn, da børnenes sundhed alene er forældrenes ansvar. Men det virker afkoblet fra virkeligheden. Børn har i årtier været betragtet som en sårbar målgruppe, der skal skærmes mod kommercielle interesser, og politikerne har derfor lige så længe fastsat begrænsninger for, hvordan, hvor meget og for hvilke produkter man må reklamere for børn.
Når Morten Bødskov og Sophie Løhde vil lette det kommercielle pres på vores børn i forhold til usunde fødevarer, er det derfor en fortsættelse af en god dansk tradition for konkret sundhedsforebyggelse, forbrugerbeskyttelse og sund fornuft.