Kommunisterne skal ikke have nogen undskyldning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tue Magnussen skriver i JP 26/5, at Mette Frederiksen bør undskylde for indførelsen af Kommunistloven i 1941 – og at Jyllands-Posten i samme ombæring bør undskylde for, at man i en leder den 22. august 1941 gav sin støtte til loven.

Hverken statsministeren eller JP har dog noget at undskylde, for Magnussen manipulerer med de historiske fakta.

Kommunisterne var ikke demokrater, og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) var ikke et dansk parti, men var en sektion af Kommunistiske Internationale (Komintern), dvs. reelt en sektion af det sovjetiske kommunistparti, hvis ordrer man blindt fulgte. Man bedrev spionage og sabotage i Danmark, og målet var at omstyrte det danske demokrati til fordel for et kommunistisk diktatur.

Da Sovjet i vinteren 1939/40 angreb Finland som direkte følge af Hitler/Stalin-pagten fra august 1939, bakkede DKP naturligvis op.

»Kommunisterne var et fremmedelement i den danske befolkning på det tidspunkt,« konkluderede historikeren Steen Andersen i Weekendavisen i 2016.

Højesteretspræsident Jens Peter Christensen konstaterede, at der ifølge den daværende grundlov intet var til hinder for et forbud mod DKP:

»Det er oplagt, at der ikke var noget i den daværende grundlov – 1920-grundloven – der forhindrede, at man ved lov forbød kommunistiske foreninger og sammenslutninger. Dengang som nu gav grundlovens bestemmelse om foreningsfrihed mulighed for, at lovgivningsmagten kunne forbyde foreninger, der som kommunistpartiet var fortaler for revolution med ikke-parlamentariske midler, og som efter lovgivningsmagtens opfattelse frembød en fare for statens sikkerhed i kraft af sin nære tilknytning til en fremmed magt.«

I forhold til interneringen af kommunisterne konstaterede Jens Peter Christensen, at der ikke som i dag i 1941 var en bestemmelse i grundloven, der hindrede, at man kunne frihedsberøve en person på grund af vedkommendes politiske overbevisning: »Den daværende grundlov var derfor ikke til hinder for, at lovgivningsmagten kunne vedtage, at kommunisterne skulle interneres. Ikke som led i, at de skulle straffes, men som en sikkerhedsforanstaltning af hensyn til statens sikkerhed og dens forhold til fremmede magter.«

Da Højesteret i september 1941 skulle tage stilling til kommunistinterneringerne, blev de da også vurderet som værende inden for grundlovens rammer.