Konventionerne er blevet for vidtgående og holder hånden over de forkerte

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er sjældent enig med Mette Frederiksen, men jeg klapper i mine hænder over hendes for nylig markante kursskifte og samarbejde med Italiens premierminister, Giorgia Meloni, på indvandringsspørgsmålet. Nu er det endelig gået op for regeringstoppen, at de internationale konventioner er blevet for vidtgående og holder hånden over de forkerte.

Det burde ikke være kontroversielt at mene, at et begreb som menneskerettigheder ikke skal bruges som skjold for kriminelle udlændinge, der gør skade på det danske samfund. Men i årtier har bl.a. venstrefløjen og en kulturradikal magtelite gjort det til en dyd at underkaste Danmark og resten af EU’s medlemslande en række internationale konventioner, der har bundet os på hænder og fødder. Uanset hvor urimelige og virkelighedsfjerne de måtte være. De fleste af dem blev skrevet i Ruder Konges tid, hvor virkeligheden var en anden, og indvandring fandt sted på andre vilkår end i dag.

Det er derfor forfriskende og på tide, at statsminister Mette Frederiksen – side om side med Giorgia Meloni – nu tør tage fat med det, der i realiteten er blevet et politisk jerngreb om Europa. Og det er konventionerne.

For hvor mange gange skal vi finde os i, at udenlandske narkodømte bliver beskyttet af domstole i Strasbourg, mens danskere må leve med utryghed i deres egne boligområder? Hvor mange skal leve i frygt, fordi vi ikke må sende kriminelle udlændinge hjem, der så groft misbruger vores gæstfrihed?

Venstrefløjens udlændingepolitik har i årevis båret præg af ideologisk naivitet og en næsten religiøs tilbedelse af konventionerne – uanset konsekvenserne. Enhver kritik er blevet mødt med anklager om umenneskelighed og fremmedhad. Imens har virkeligheden overhalet teorierne: Europa er under pres, og det gælder ikke mindst Danmark.

Sandheden er, at konventionerne blev til i en anden tid, hvor globaliseringen ikke var så omfattende. Dengang var migration et andet fænomen, og formålet var at beskytte forfulgte mennesker – ikke at forhindre udvisning af voldsmænd og narkosmuglere. I dag bruges de som juridiske stopklodser, der underminerer befolkningens tillid til både retssystem og politikere.

Jeg håber derfor inderligt, at Mette Frederiksen sammen med ledere som Meloni for alvor tager kampen op og stopper aktivistiske domstole, der går alt for langt i fortolkningen af konventionerne, herunder menneskerettighedskonventionen. Det handler ikke om at smide menneskerettighederne på porten. Det handler om at benytte dem til deres oprindelige formål – og tilpasse dem en verden, hvor migration er blevet et politisk våben, og hvor systemet i stigende grad beskytter de forkerte.

Det er ikke konventionerne i sig selv, der nødvendigvis er problemet – det er den måde, de fortolkes og bruges på af virkelighedsfjerne dommere i lande langt fra Danmark. Når aktivistiske domstole står i vejen for sund fornuft og national sikkerhed, så må vi have modet til at stille spørgsmålstegn ved dem. Og hvis ikke det kan lade sig gøre – ja, så må vi have modet til at træde ud af dem.

Tiden er kommet til at rive plasteret af. For vi kan ikke længere lade os styre af gamle paragraffer, der beskytter gerningsmænd frem for ofre.