Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Det er Harvard og ligesindede, der truer den akademiske frihed

På en del amerikanske (og danske) universiteter bedriver man ”forskning”, der er politisk aktivisme forklædt som videnskab, hvor man ignorerer alle facts, der ikke passer ind i ens forudfattede konklusion.

Sven NielsenLektor emeritus, Esbjerg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Vi skal stå vagt om den frie tanke,« skriver forkvinde for DM Janne Gleerup 23/5. Helt enig. Men hun gør det modsatte. Kronikken er en støtte til de amerikanske (og danske) universiteter, hvor man nådesløst forfølger folk, der ikke slutter op om woke-ideologien.

Hvis man f.eks. tillader sig at mene, at der er to køn, og at det har noget med biologi at gøre, bliver man cancelled og udsat for berufsverbot. Og hvor man nådesløst forfølger jøder – blot fordi de er jøder.

Harvard startede i 1600-tallet som et stærkt puritansk universitet, der var meget glad for hekseforfølgelser (indtil rektoren himself blev beskyldt for at være troldkarl). Man må sige, at de lever op til deres traditioner.

Udover spørgsmålet om akademisk frihed drejer sagen sig også om, hvad skatteydernes penge bør bruges til. Man bør selvfølgelig støtte seriøs forskning og undervisning. Men man bør ikke støtte ”videnskab”, der ikke er det.

På en del amerikanske (og danske) universiteter bedriver man ”forskning”, der er politisk aktivisme forklædt som videnskab, hvor man ignorerer alle facts, der ikke passer ind i ens forudfattede konklusion. På Harvard og andre amerikanske universiteter er man godt i gang med at afskaffe meritokratiet (at man vælger den bedst kvalificerede). Man ansættes eller optages som studerende, fordi man tilhører bestemte grupper – ikke fordi man er den bedste.

»Lyt til videnskaben«. Enig. Men find først ud af, hvad der er videnskab, og hvad der er kejserens nye klæder. Det er sket mange gange, at det, der blev anset for den højeste videnskab og hyldet af dem, der anså sig for den intellektuelle elite – blev afsløret som det vitterlige vås. Hekseteorierne og raceteorierne er de mest bloddryppende eksempler. (Det skal her indskydes, at Danmark i 30’erne – med den højt berømmede Steincke i spidsen – indførte racehygiejne (Sprogø og Livø), samtidig med at hr. Hitler førte sig frem sydpå. Og der var ingen, der lo – som Søren Kierkegaard ville have sagt).

For tiden er man ved at skabe en ny, bloddryppende skandale gennem transideologien, der – støttet af såkaldt forskning på bl.a. Harvard – bilder forvirrede børn ind, at de er transkønnede, og får dem til at underkaste sig malabariske behandlinger, som ødelægger resten af deres liv.

Desværre er også normalt fornuftige medier og politikere gået i selvsving i denne sag. Men selv om man – som jeg – mener, at Trumps toldpolitik og Grønlandspolitik er lige til klodshans, kan han jo godt lave noget fornuftigt – som at bekæmpe uhæmmet wokepolitik og indvandring.

Trump har autokratiske tilbøjeligheder – men wokefolkene og islamisterne på den modsatte side er rent totalitære. Der er ikke plads til nogen, der mener noget andet end dem.

Janne Gleerup foreslår at løse problemerne ved at give forskerne (hendes egne medlemmer) mere indflydelse på universiteterne. Det skal fedt hjælpe. Det er i høj grad såkaldte forskere, der terroriserer anderledestænkende.