Solidarisk velfærdsreform skal være kernen i en borgerlig regering

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ikke siden 2019 har Danmark været ledet i en borgerlig retning, og et alternativ til Mette Frederiksens overherredømme har kun eksisteret som et fatamorgana. Men tiderne ændrer sig, og et stærkere politisk samarbejde gør, at vi nu kan ane konturerne af et fremtidigt blåt projekt. Men det forpligter også vores moderpartier til at fremlægge planer, der fremtidssikrer Danmark og tager et opgør med den velfærdsstat, der i stigende grad kommer middel- og overklassen til gode, mens samfundets svageste efterlades på perronen.

På tværs af vores ungdomspartier er vi ikke i tvivl om, at velfærdsstaten, som vi kender den, kun i begrænset omfang er bæredygtig. Klichéen med, at der kommer flere ældre, vi lever længere, mens arbejdsstyrken skrumper ind, vil udfordre velfærdsmodellen.

Allerede nu ser vi ventelister på sygehusene, ældre, der ikke får den nødvendige hjælp, samt mangel på arbejdskraft. Samtidig vokser bureaukratiet i et hæsblæsende tempo, mens borgernes forventninger ikke matcher virkeligheden.

Derfor er det på tide, at vi trækker nogle af de tungeste rødder op af velfærdsmulden og erstatter dem med et mere solidarisk system, hvor de rundhåndede ydelser målrettes dem, der reelt har et behov. Vi starter gerne i egen baghave med at fjerne den SU, som vores generation i dag lever højt på, og erstatte den med lån.

SU er og har alle dage været en økonomisk håndsrækning til de mest privilegerede i samfundet, mens de fleste faglærte og ufaglærte ikke får snablen ned i den kasse. Et blåt projekt bør kunne samles om at reformere cafépengene til direktørdatteren og i stedet fokusere på at øge kvaliteten af de uddannelser, der hænger med røven i vandskorpen.

Men skal vi gøre velfærdssamfundet mere solidarisk for ungdommens skyld, skal også den gavmilde børnepengeydelse have et eftersyn. Intentionen er grundlæggende god, men ydelsen sendes desværre også direkte ned i lommerne hos familierne på Strandvejen med store biler. Den samme problemstilling ser vi med folkepensionen, der uddeles med kyshånd til ældre med enorme formuer, mens andre læser tilbudsaviser og klipper kuponer for at få råd til barnebarnets julegave.

Når vi foreslår, at netop de tre velfærdsydelser bør have en overhaling, skyldes det, at de tilsammen udgør omkring 190 mia. kr. årligt i statsbudgettet. Det er mere end hver 10. krone. På Cepos-sprog vil man sige, der er grundlag for et enormt besparingspotentiale, der kan bruges på både skattelettelser samt holde hånden under samfundets svageste, som velfærdsstaten har forsømt med sin universalisme.

Socialdemokratiets velfærdssamfund er pilskævt. Et fælles borgerligt projekts kerne bør være, at solidaritet ligger i at hjælpe folk, der har et reelt behov, som en modpol til venstrefløjens mantra om, at ingen fugl må flyve uden statsstøtte. Det er et ønske, den borgerlige ungdom har, og vi håber, at vores moderpartier sammen vil hæve ambitionsniveauet.