Fred er på dagsordenen, men cybertruslen mod Danmark vokser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det store spørgsmål i øjeblikket er, om der er fred på vej til Ukraine. Det var ikke den følelse, jeg sad tilbage med, da jeg var i Ukraine i sidste uge på en cyberkonference. Hvert 10. minut tikkede advarsler om KAB-bomber ind på beskedtjenesten Telegram. Natten til onsdag blev jeg vækket af et ordentligt brag, da Rusland sendte 116 droner og to ballistiske missiler ind over landet. Og stemningen blandt ukrainerne var klar: Rusland vil ikke freden.

I de danske medier har netop udsigten til fred fyldt en hel del, siden Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus. Netop nu forsøger Europa at tvinge Rusland til forhandlingsbordet med trusler om yderligere sanktioner og et donationsprogram til Ukraine på 6 mia. kr., som Danmark står i spidsen for.

Fredsforhandlingerne er forhandlinger ud fra et begrænset billede. Derfor handler det i høj grad om at vide så meget om sin fjendes situation som muligt. Man står stærkere, hvis man for eksempel ved, hvad ens modstanders behandlingskapacitet på sygehusene er, eller hvad deres våbenkapacitet er.

Her spiller cyberoperationer en central rolle. Og Ruslands cyberoperationer var et hovedtema på den ukrainske cyberkonference i sidste uge.

Et budskab var gennemgående. Ruslands cyberaktører har ændret strategi. I stedet for destruktive cyberangreb har de skiftet fokus til cyberspionage. Før brugte de cyberangreb til at forme kamppladsen ved at destruere alle systemer hos teleselskaber eller fjerne muligheden for at transportere på jernbaner. Det var klart den militærstrategiske dagsorden, der drev angrebene.

I dag er det den diplomatiske og forhandlingstaktiske dagsorden, der motiverer angrebene. Det tyder på, at Rusland forsøger at samle viden og dermed opnå fordele både i fredsforhandlinger og i opbygningen af en ny økonomisk kurs. For det er ikke kun frontlinjen, der optager Moskva. Det er også økonomien. Og her bliver cyberspionage et middel til at styrke sig på bekostning af blandt andre Danmark.

Men udviklingen sker også, fordi USA har skiftet spor. Det Nationale Sikkerhedsråd har indstillet de regelmæssige møder med europæiske partnere om russisk sabotage, og NSA har droslet ned for sin indsats mod russiske cybertrusler. Det efterlader et vakuum, som Rusland har alt for let ved at udfylde.

Konsekvensen er, at Rusland får langt større råderum til at føre cyberoperationer i Europa. Det inkluderer spionage mod kritisk infrastruktur, virksomheder og statslige institutioner for at stjæle viden, skabe politisk splid og sikre sig økonomiske fordele. For danske virksomheder betyder det, at de i langt højere grad må forvente at få uønsket digitalt besøg fra russiske aktører. Ikke for at ødelægge, men for at udvinde.

Uanset om krigen i Ukraine fortsætter, eller en fredsaftale kommer i hus, stopper den russiske cybertrussel ikke. I krig vil Rusland forsøge at vurdere vores kapaciteter, og i fred vil de forsøge at udnytte vores teknologiske og økonomiske styrker. Under alle omstændigheder er de stadig i netværkene, og de kan altid vælge at skifte tilbage og bruge deres tilstedeværelse til at destruere.

Tilbage i Ukraine er der stadig dyb skepsis over for Rusland. En skepsis, som vi i Vesteuropa også har lært at tage alvorligt siden krigens begyndelse i 2022. Det er en sund skepsis. Og det er afgørende, at vi ikke lader os forblænde af ønsket om fred, men erkender, at truslen i cyberspace er kommet for at blive.