Museumsdirektør: Historiske bygninger skal være levende, hvis de skal være relevante i dag
Mødet mellem moderne arkitektur og gamle håndværkstraditioner åbner et særligt interessant felt, hvor museernes faglige viden kan bidrage til at udvikle fremtidens bæredygtige byggeri.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Danmark har fået en ny, national arkitekturpolitik. I slutningen af marts præsenterede Kulturministeriets nedsatte arbejdsgruppe en hvidbog og en række konkrete anbefalinger til stat, regioner og kommuner.
Påfører man sig de kulturhistoriske briller, er der en række interessante nedslag i de længe ventede anbefalinger, arbejdsgruppen nu har fremlagt.
Ifølge arbejdsgruppen skal vores nye byggeskik tage udgangspunkt i, at hovedparten af vores fremtidige bygningsmasse allerede står her. Samtidig understreges det, at vores eksisterende bygningsmasse i mange tilfælde indeholder vigtig kulturarv, der forsvinder, hvis vi river den ned.
Arbejdsgruppen fremhæver desuden nænsom renovering af kulturarv, ligesom det understreges, at de lokale værdier og kulturarven bør være udgangspunkt for udvikling. Endelig peger ekspertgruppen på, at kulturarv styrker vores tilhørsforhold, stolthed og identitet og derfor er afgørende for, hvor vi vil bo, hvilket andre undersøgelser også peger på.
Anbefalingerne er med andre ord gode nyheder for landets kulturelle bygningsarv. Det er dog også nødvendigt at påpege, at gamle bygninger også skal gøre sig berettigede til at eksistere i dag.
Man gør historiske bygninger relevante ved at gøre dem levende, og man holder dem i live ved at bebo dem. Alternativet er, at vi skaber en bilkirkegård for gamle bygninger. Selv historiske bygninger skal tale ind i nutiden, hvis de skal være relevante i dag. Kulturarv er med andre ord ikke nok i sig selv.
Formår historiske bygninger at tale ind i nutiden, kan de til gengæld udløse et stort potentiale for at skabe liv i døde bymidter, hvilket da også efterspørges af Kulturministeriets arbejdsgruppe.
På Museum Kolding har vi fulgt arbejdsgruppens arbejde med særlig interesse, da vi har en vision om at kunne transformere Staldgårdens bygninger til et nyt kulturelt kraftcenter og museum, der åbner de historiske og fredede bygninger op for publikum og skaber liv og værdi for borgerne, der bor i byen. Staldgården skal ikke bare have et smukt ydre, men være en aktiv del af byens levende kultur.
Staldgården i Kolding rummer fortællinger om konger og dronninger, men den rummer også grumme fortællinger om besættelsen af Kolding, Gestapos indkvartering og brug af tortur.
Staldgården er et vidnesbyrd om hele byens historie. Derfor er vi nu i gang med at fortsætte 600 års bygningshistorie. I første halvdel af 1700-tallet blev store dele af Staldgårdens bygninger ødelagt af brand, hvorefter de blev genopført i barokstil af Nicolai Eigtved.
Visionen for restaureringen af Staldgården er at skabe et levende og aktivt museum med dyb respekt for de oprindelige rammer med særligt fokus på tre historiske elementer: Eigtveds barokke genopbygning, søjlerækkerne i staldene og den synlige historie med sporene efter flere hundrede års forskellig brug.
Arbejdet kræver dermed både kulturhistorisk forståelse og arkitektonisk kompetence. I mødet mellem disse to er det muligt både at bevare og forny vores kulturarv.
Det potentiale bør vi udnytte hos en lang række af landets kulturhistoriske bygninger – og derfor er det vigtigt, at arbejdsgruppens anbefalinger bliver transformeret til virkelighed.