Kvalitet i daginstitutionerne kræver pædagoger – og ledere med tid til at lede dem
Hvis vi skal løfte kvaliteten i daginstitutionerne, er der tre store sten, der skal ryddes af vejen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Alle dagtilbudsledere går hver dag på arbejde for at skabe de allerbedste rammer for det gode børneliv og styrke børns trivsel, udvikling og dannelse.
Det er verdens vigtigste og mest meningsfulde job. Men manglen på pædagoger har nu nået et niveau, som er en alvorlig trussel mod kvaliteten, som vi som ledere i dagtilbuddene ikke længere kan sidde overhørigt.
Tal fra EVA viser, at 86 pct. af kommunerne svarer, at de har svært ved at rekruttere pædagoger, og spørger vi vores ledere i Bupl, så svarer 11 pct. af dem, at de har mindst én stue, hvor der slet ikke er en pædagog i institutionen. Seneste tal fra Beskæftigelsesministeriet viser desuden, at hver femte rekruttering til en pædagogstilling har været forgæves.
Det går ud over kvaliteten – og vi har brug for handling nu. Tallene viser med al tydelighed, at det haster med at få løst rekrutteringskrisen, så lederne har mulighed for at ansætte pædagoger på alle stuer. Samtidig er det også afgørende at løfte fagligheden blandt hele det pædagogiske personale, så børn og forældre mødes af det bedst mulige tilbud, mens alle relevante parter arbejder på at løse rekrutteringskrisen.
Lige om lidt lander den næste store kvalitetsundersøgelse for de tre-femårige. Fra nul-toårsundersøgelsen, som blev offentliggjort i 2023, så vi desværre alvorlige udfordringer med kvaliteten. Et hovedresultat fra nul-toårsundersøgelsen var, at 38 pct. af dagtilbuddene havde utilstrækkelig kvalitet for vuggestuebørnene. Og selv om vi håber, at kvaliteten er bedre for børnehavebørnene, så er de udfordringer med at få pædagogstillingerne besat, som vi så ved seneste kvalitetsundersøgelse, desværre fortsat på et alarmerende højt niveau.
Fra Lederforeningen ser vi tre sten, der skal ryddes af vejen, hvis vi skal lykkes med at løfte fagligheden og sikre kvaliteten for de mindste.
For det første skal vi udnytte det potentiale, der allerede er på stuerne, til at uddanne dygtige og erfarne medhjælpere eller pædagogiske assistenter til meritpædagog, ligesom de helt unge pædagogmedhjælpere, der er kort tid i dagtilbuddene, skal sikres kompetenceudvikling, der løfter deres forudsætninger til at handle kvalificeret i den pædagogiske praksis. Den opgave vil vi som ledere meget gerne hjælpe på vej. For at lykkes med det skal den opkvalificeringspulje, som understøtter det arbejde, meget gerne permanentgøres hurtigst muligt.
Og for det andet skal der til stadighed investeres i børneområdet – også i de kommuner, hvor børnetallet er faldende. Her er det afgørende, at pengene bliver på daginstitutionsområdet, så vi kan løfte kvaliteten og sikre fagligheden – hele dagen. Alt for ofte betyder pressede budgetter, at ydertimerne er for sparsomt bemandet. Men der skal være høj kvalitet og pædagoger nok hele dagen. Ikke kun mellem 9 og 15.
For det tredje har vi brug for at styrke fagligheden for hele det pædagogiske personale – og det gør vi, når vi som ledere får tid og rum til faglig ledelse tæt på praksis. I dag har dagtilbudslederne dårlige vilkår for at udøve faglig ledelse tæt på, fordi dagtilbudslederne også har travlt med at agere vicevært og bruge tiden på administrative opgaver. For hvordan gavner det kvaliteten ude på stuerne, at ledernes tid går med at rense tagrender, løse it-problemer og taste lønoplysninger ind i Excel?
Vi er heldigvis helt enige med KL om at se på behovet for at skabe bedre rammer og tid til faglig ledelse tæt på børnene. Den øvelse skal vi lykkes med, så lederne sammen med pædagogerne kan skabe en stærk faglig kultur, der sætter legen, dannelsen og pædagogikken i centrum.
For alle børns forældre har krav på at gå ind ad døren og møde pædagoger på alle stuer og høj faglig kvalitet hver dag.