Hvad ville Henry Kissinger have sagt?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

”Hvad ville Jesus have sagt?” er et program på DR. Men hvad ville – uden sammenligning i øvrigt – Henry Kissinger have sagt om tidens storpolitik?

Kissinger døde som 100-årig for halvandet år siden, og han nåede faktisk at sige, at en løsning på Ukrainekrigen ville være, at Ukraine gav afkald på de russisk besatte områder mod at blive medlem af Nato.

Det er ikke længere aktuelt. Men i Kissingers bog ”World Order” fra 2015 er der alligevel stof til historisk eftertanke.

Det er nemlig helt grundlæggende for ham at forstå et land gennem dets historie, som er for et land, hvad karakteren er for et menneske. Karakteren danner et mønster for, hvordan et menneske agerer, og et lands historie indikerer den kurs, det vil tage.

Ser han på Ruslands historie, står landet med det ene ben i en autokratisk, brutal asiatisk kultur og med det andet i Europa. For 200 år med mongolsk styre har sat sine spor. Der er en dyster tone af imperialisme og forsøg på stadig udvidelse, så et ønske om revanche efter Sovjetunionens sammenbrud er nærliggende. Men den reelle magt sætter en realistisk begrænsning, og den grænse er nået med den nuværende erobring i Ukraine.

Til gengæld er det uklogt for Vesten at lade aggressionen gå ustraffet hen. Han tror ikke på Ruslands overholdelse af løfter og traktater, men USA har en tilbøjelighed til naivt at tro, at modparten vil reagere ordentligt, hvis man behandler ham pænt.

USA begår en fejl og ender med at blive isoleret geopolitisk, hvis landet opgiver sin tætte alliance med Europa, der så kan ende som et appendiks til Asien og Mellemøsten og føre til en svækkelse af USA’s militære kontrol over Nordatlanten, og dermed gør USA sig selv sårbart.

Kissinger mener, at det er i USA’s interesse at »styrke EU og forhindre, at unionen driver ud i et geopolitisk vakuum«.

Kissinger ville sige, at der ikke er noget nyt og overraskende i, at USA’s befolkning mister tålmodigheden med at yde støtte til Ukraine. Det har man set i de fleste tilfælde, hvor krige, som USA har været involveret i efter Anden Verdenskrig, trækker ud. Tænk blot på Vietnam, Irak og Afghanistan.

Når krigene trækker i langdrag, kan der spilles på amerikanernes iboende isolationisme, beskyttet som de føler sig af de to store oceaner. Kissingers favoritter blandt præsidenterne er fætrene Teddy og Franklin D. Roosevelt samt Harry Truman, hvorimod han ikke har meget tilovers for Woodrow Wilson, som førte Amerikas ”exceptionalisme” – altså: Vi er et land med en unik idealistisk mission – ud i det ekstreme, hvor det hos de andre præsidenter blev afbalanceret af real- og geopolitik. Han refererer Teddy Roosevelts overbevisning om, at hvis ikke Amerika er bevidst om sine strategiske interesser, vil mere aggressive magter overtage verden.

Kissinger håber, det atlantiske fællesskab vil bestå, men siger, at Europa har nedprioriteret sine militære kapaciteter i en sådan grad, at man ikke har et modsvar, når universelle normer overskrides, for Europas forsvar er i grunden blot en entrébillet til Amerikas atomparaply.

USA’s udenrigspolitik er i fare for at blive en underafdeling af indenrigspolitikken fremfor en øvelse i at forme fremtiden, slutter Kissinger. Og »hvis kløften mellem de kvaliteter, det kræver at blive valgt, og dem, der er afgørende for at bestride embedet, bliver for stor, kan beherskelsen af og sansen for historien, som burde være en del af udenrigspolitikken, blive tabt«.

Han løfter denne advarende finger: »Den internationale orden står derfor over for et paradoks: Dens velstand er afhængig af globaliseringen, men processen afføder en politisk reaktion, som ofte virker modsat dens hensigt (…) Regeringer er udsat for pres, der søger at vælte globaliseringsprocessen i retning af national fordel og merkantilisme.«