Kuren på tidens kulturkrise: Bekæmp influencernes tomhed med litteratur

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Influencere påstår alle, at de er et talerør for dem, der ikke har en stemme, at de faciliterer et unikt rum for en særlig samtale, at de på deres platform har skabt et community, og at platformen er det eneste sted, hvor kampen, som ingen andre vil tage op, kan kæmpes. Plusordene vil ingen ende tage, når de definerer deres profil og argumenterer for dens eksistensberettigelse. Er de vigtige?

Reality-tv og influencerbranchen har en del overlap, både når vi snakker personel og også virkemidler og indhold. Begge dele serveres ofte som en kilde til ufiltreret at følge autentiske og unikke mennesker, mens produktet er nøje udvalgte fragmenter af en større usynlig helhed – typisk med ordinære mennesker, der lever banale liv.

Her faciliteres absolut intet, der ikke berøres i rigtige medier eller skildres gennem litteraturen.

Det er substansløse banaliteter, hvis eneste formål er at tjene penge gennem uigennemsigtige og subtile sponsorater. Influencernes budskaber er som taget ud af en lykkekage: Vær aktivistisk, udlev dit autentiske jeg, mærk efter i maven, og forfølg dine drømme – alt kan lade sig gøre, bare vær dig selv, og lad være med at forandre dig.

Budskaberne lyder umiddelbart positive, men er intet mindre end dybt skadelige. De styrker den stigende individualisering, hvor vi har os selv nærmest og uindskrænket styrer efter hver vores moral og impulser. Tilmed siger budskaberne, at vi ikke skal stille os tilfredse, men konstant søge at realisere os selv.

Du skal søge at forandre samfundet og ikke dig selv, lyder det. Det er opskriften på magtesløshed at fokusere på ydre strukturer, der er svært påvirkelige, i stedet for at fokusere på det, man kan forandre – nemlig sig selv.

Færre og færre læser aviser, men får i stedet informationer gennem selvvalgte medier såsom influencere og TikTok-videoer. Vi befinder os i en læsekrise, hvilket er kritisk, da dybere erkendelser og opbyggelige budskaber findes i litteraturen, der kalder på fordybelse, styrker intellektet og bidrager til kulturel og almen dannelse.

I litteraturen eksisterer såvel dramaet og hverdagens trivialiteter, kærligheden og forræderiet, godheden og ondskaben.

Alle elementer fra reality-deltagernes programmer og influencernes liv kan du finde i bøger – formidlet gennem værker, der både kræver eftertanke af dem, der skriver, og af dem, der læser.

Den analoge dybde versus den digitale tomhed bør blive årtiets kulturkamp. Genfinder aviser og bøger ikke deres retmæssige plads, så vi får sat influencere og reality-tv i baggrunden, ser vi ind i en fremtid med stigende mismod og fragmentering.

Uden fælles holdepunkter udvandes vores kultur langsomt, og vi lever i hver vores boble, hvor kun vores egen perciperede virkelighed og sandhed eksisterer. Individets totale sejr er essensen af tidens åndelige forfald; vi er os selv nærmest og har intet større at forholde os til end vores egen arbitrære moral sammensat af elementer erhvervet fra selvhjælpsguruer og ordinære mennesker på Instagram.

Det er opskriften på, at vi bliver en evigt følende, intetvidende, impulsstyret masse.

Hvis vi overbevises om vores autentiske jegs overlegenhed, kræver vi vores ret uden at have opbygget hverken åndelig eller materiel anciennitet til at kræve denne. Så ender vi i luksusfælden, fordi vi ikke har kunnet behovsudsætte. Vi ender i eksistentiel meningsløshed, fordi vi aldrig har erhvervet os reelle kundskaber, som vi kan modtage en reel anerkendelse for.

Vi tilfredsstilles kun midlertidigt af den ros og anerkendelse, vi modtager for noget, vi intuitivt ved, vi ikke fortjener ros og anerkendelse for. Derfor kan likes og lykønskninger på vores nye profilbillede, som vi skifter en gang i måneden for at få et anerkendelsesfiks, aldrig fylde det åndelige tomrum, meningsløsheden medfører.