Det handler ikke kun om militær: Demokratiet stopper ikke ved hegnet til en amerikansk base

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Folketinget behandler lige nu et lovforslag, der gør det muligt for USA at have amerikanske baser på dansk jord. Der er mange årsager til, at det er en dårlig idé – ikke mindst i en tid, hvor præsident Trump truer rigsfællesskabets suverænitet, og hvor tilliden til internationale aftaler er på et lavpunkt.

En overset indvending mod aftalen gemmer sig i en enkelt paragraf. For aftalen indeholder en bestemmelse, der strider mod helt grundlæggende principper i et demokratisk retssamfund. Det handler om aftalens § 12.

Kort sagt giver denne forsvarsministeren ret til at fravige centrale danske regler på miljø-, natur-, plan- og byggeområdet – alene med henvisning til at det er nødvendigt for amerikanske styrkers opgaver i Danmark. Der er ingen krav om Folketingets opbakning, ingen offentlige høringer, ingen muligheder for indsigelse. Det betyder, at vigtige beslutninger kan træffes bag lukkede døre.

I Danmark vedtager vi love gennem folkevalgte organer. Vi tror på lighed for loven. Og vi accepterer kun undtagelser, når der er helt ekstraordinære grunde til det – f.eks. krig og akutte katastrofer. Med aftalens § 12 skabes der dog mulighed for en permanent undtagelse. En minister kan på egen hånd beslutte, at lovgivning, der f.eks. skal beskytte vores natur og miljø, ikke længere gælder for USA’s militær – uden at Folketinget eller kommunerne inddrages.

Det undergraver magtens deling og den demokratiske legitimitet, som er grundsten i vores land. Og det svækker tilliden til demokratiet, når en enkelt minister får mulighed for at sætte almindelig lovgivning ud af kraft uden kontrol, uden offentlighed og uden tidsbegrænsning.

Konsekvenserne af § 12 er ikke blot principielle. De er også konkrete. Vores natur kan ikke tale for sig selv. Derfor har vi skabt love, der sikrer, at man skal undersøge konsekvenserne, inden man bygger, graver og forandrer landskabet. Vi har sikret, at borgere og organisationer kan få aktindsigt, komme til orde, stille spørgsmål og i sidste ende klage, hvis noget er forkert. Det er processer som disse, der kan tilsidesættes, hvis § 12 vedtages, som den står.

Med aftalen kan ministeren fravige krav om miljøvurderinger. Beskyttede naturområder som moser, enge og heder kan påvirkes eller ødelægges, uden nogen offentlig instans opdager det. Lokale borgere og grønne organisationer kan miste enhver mulighed for at sige fra. Og når først en skade er sket, kan det være for sent at gøre noget – natur og biodiversitet kan ikke genskabes med et pennestrøg.

Alternativet har i folketingssalen gjort det klart, at vi ikke kan støtte en aftale, der bryder med disse grundlæggende principper. Vi foreslår i stedet, at det skal være Folketinget og ikke en enkelt minister, der kan beslutte, om lovgivning kan fraviges for de amerikanske styrker i så vidtgående tilfælde.

Hvis vi i Danmark kræver, at vores egne borgere og virksomheder skal overholde stramme regler om natur, miljø og affald, så må vi kræve det samme, når en fremmed magt opererer på dansk jord.

De manglende miljøkrav til amerikanerne betyder også, at de ikke skal betale for vold og skader på vores natur og miljø. Med § 12 bliver det de danske skatteydere, der kommer til at betale, hvis USA’s militær forårsager forurening eller ødelægger naturen. Det må være helt rimeligt at kræve, at eventuelle skader skal afhjælpes efter danske standarder og for udenlandsk regning.

Princippet er enkelt: Forureneren betaler. Det bør gælde uanset nationalitet. Det handler om ansvarlighed og respekt for dansk lov, miljø og natur – også når samarbejdet foregår med en stormagt.