Lad champagnepropperne springe for en god beslutning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tak til journalist Helle Bastrup for at komme med et debatindlæg i JP 2/5 vedrørende den nyligt vedtagne ændring af abortgrænsen fra 12 til 18 uger fra 1. juni 2025 og bekymring for kvindernes psykiske tilstand efter indgrebet. Men lad os tillade os selv at fejre det.

Den nuværende abortlovgivning blev vedtaget i 1973, og grænsen på 12 uger blev sat ud fra, hvad der dengang var lægefagligt forsvarligt for den gravide kvinde.

I 2023 kom Det Etiske Råd med en anbefaling om at hæve abortgrænsen til uge 18. Rådet lagde bl.a. vægt på, at det ville styrke kvinders selvbestemmelse, fordi den bl.a. giver plads til betænkningstid og til at handle på den viden, der kan erhverves igennem scanningstilbuddet i første trimester, at der baseret på erfaringer fra andre lande ikke er grund til at tro, at en udvidelse vil føre til væsentligt flere aborter eller senaborter, og at der ikke er betydelig forøget risiko for den gravide forbundet med abort efter uge 12.

I sagsbehandlingen af abortansøgninger efter uge 12 er ca. to tredjedele pga. en alvorlig skade ved fosteret. Det er oftest kromosomfejl, der vil medføre alvorlige og indgribende handicap både med fysiske og mentale gener for barnet, eller at det ikke er foreneligt med liv.

Den sidste tredjedel af abortansøgningerne er på social indikation, og her indkaldes kvinderne sammen med nærmeste pårørende til en personlig samtale, hvor der deltager en læge og en socialrådgiver/socialformidler. Her bliver man vejledt i muligheder for hjælp til at gennemføre graviditeten både af økonomisk og støttende karakter, så den gravide har det størst mulige grundlag for at træffe sin beslutning om abort eller at fortsætte graviditeten.

I mine 14 år som medlem af abortsamrådet for Region Midtjylland har jeg jo også gjort mig mange tanker om lovgivningen og de psykologiske og etiske udfordringer, som gravide kvinder kan stå i før eller efter en abort.

Den usikkerhed og afmagt, som en gravid kvinde står i, når hun er afhængig af, om et abortsamråd finder grundlag for, at der må udføres en abort på et svært skadet foster, er ikke svær at forestille sig, når de endelige undersøgelser af fosteret først udkommer i uge 13 eller 14.

Med ændringen af abortlovgivningen får kvinden seks uger mere til at træffe sin beslutning og mere selvbestemmelse samt ret over sin krop. Det kan forhåbentlig gøre, at flere træffer den rigtige beslutning, og at de psykiske eftervirkninger ikke udvikler sig til psykisk sygdom som depression.

Men abort vil altid være en svær beslutning for de fleste kvinder. Her har vi som samfund en forpligtelse til at have støttende tilbud. Samtalerne kan enten foregå ved den praktiserende læge, psykolog, Mødrehjælpen eller sognepræsten. Det er den enkelte kvindes beslutning.

Så lad os danskere glædes over, at kvinderne får større ret over egen krop med den nye abortgrænse, og som samfund hjælpe og støtte dem i at træffe de rigtige beslutninger både før og efter en abort.

Selvom min tid i Region Midtjyllands abortsamråd slutter her ved månedens udløb, og jeg vil savne samarbejdet med dedikerede kolleger, så vil jeg nu lade champagnepropperne springe, for det, vi har vundet for danske kvinder ved at hæve abortgrænsen, er epokegørende, selvom vi nedlægger mit lokale abortsamråd.