Det er et omsorgssvigt, når unge mænd søger efter et fællesskab i hadefulde onlinefora

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den britiske Netflix-serie ”Adolescence” har kastet tiltrængt lys på et problem, der alt for længe har eksisteret i mørket.

Serien viser, hvordan en tilsyneladende velfungerende dreng adopterer nogle ekstreme og hadefulde holdninger online. Hverken drengens forældre eller skolelærere kender til den moralske afvej, han længe har befundet sig på, da han begår det knivdrab, som går forud for serien.

”Adolescence” er fiktion. Men den problematik, serien sætter på spidsen, er meget virkelig.

Der findes en gruppe af unge mænd, der står uden for de fællesskaber i den virkelige verden, som vi ved, er afgørende for et ungt menneskes trivsel. I jagten på forståelse og accept engagerer de sig i stedet i destruktive onlinefællesskaber.

Onlinefællesskaber er på ingen måde ubetinget dårlige eller per definition farlige. Masser af unge mennesker finder positive fællesskaber på nettet. Venskaber online kan være præcis lige så stærke som relationer i den virkelige verden.

Problemet opstår, når det digitale fællesskab samler sig om en fjende.

Bag skærmen får de unge mænd – måske for første gang – at vide, at der ikke er noget galt med dem. Tværtimod er der noget galt med alle de andre. I nogle af disse fora bliver samlingspunktet et had til alle, der modsat de unge mænd selv har et rigt socialt liv og succes på datingfronten. Det er sådan et fællesskab, hovedkarakteren i ”Adolescence” øjensynligt er blevet en del af.

Det er en helt naturlig dynamik, at vi vil gå langt i jagten på anerkendelse. Når man mangler et fællesskab, er det let at blive draget af, hvem end der tilbyder dig et. Det er heller ikke sjældent set, at det selvhad, man kan føle ved at blive afvist, kan blive vendt til udadreagerende vrede eller apati. Det farlige er, når det foregår i et lukket miljø, hvor ingen opdager noget, før det eskalerer.

Vi ved, at algoritmerne på bl.a. YouTube og TikTok belønner provokerende indhold. Det kan være med til at trække unge i udsatte positioner fra relativt harmløse mandefora til kvindefjendske ekkokamre.

Et par klik på YouTube efter »datingråd for nørder« kan lede en 13-årig dreng til indhold med budskaber om, at feminismen er ved at undergrave mænd, og at vil man have sex med en kvinde, må man kræve det med vold.

En irsk undersøgelse har tidligere vist, hvor hurtigt der dukker antifeministisk indhold op på TikTok og YouTube, når man opretter en profil som teenagedreng. Det er et spørgsmål om minutter.

Samme undersøgelse har dokumenteret, hvordan algoritmer fungerer som en digital lokkedue: Interagerer du det mindste med den slags indhold, får du straks serveret mere af det.

Når man eksponeres massivt for det samme enslydende budskab længe nok uden at have mulighed for – eller lyst til – at efterprøve det over for et publikum, der står et andet sted end en selv, så bliver det fjendebillede til ens virkelighed.

Den form, budskaberne præsenteres i på sociale medier, har også en betydning. Det kan være vanskeligt at gennemskue alvoren, når alverdens hadtale er pakket ind i hurtigt klippede videoer og humoristiske memes.

Det er velkendt, at det for mange drenge og mænd kan synes tæt på umuligt at række ud efter hjælp. Det genkender vi på BørneTelefonen og HØRT, hvor piger og unge kvinder fylder langt mere i henvendelsesstatistikken. Billedet er det samme i flere andre rådgivningstilbud.

Børns Vilkår har tidligere talt med en række unge mænd om, hvad der står i vejen for, at de siger det højt, når de oplever, at livet er svært. For flere af dem gælder det, at de føler sig underlagt en norm om, at mænd skal klare tingene selv og ikke må vise sårbarhed. Flere udtrykker frustration over, at deres problemer ikke betragtes som lige så legitime som kvinders og derfor heller ikke bliver taget alvorligt.

Når dét er grundfortællingen om maskulinitet, bliver drengenes ensomhed eller mistrivsel let overset. De lukker sig inde. De reagerer udad. Eller de søger fællesskab i ekstreme digitale miljøer, hvor sårbarhed håndteres med vrede.

”Adolescence” viser os, hvad der i yderste konsekvens kan ske, når vi overser unge mænds tegn på mistrivsel og lader dem alene i nogle af internettets mest skadelige kaninhuller. Hitserien har sat unge mænds trivsel på dagsordenen, og det er kærkomment, for der er alt mulig grund til handling.

Vi skal sætte ind tidligt, hvis unge mænd skal tro på, at de kan række ud efter hjælp og rent faktisk blive taget alvorligt. De unge mænds uhensigtsmæssige opfattelse af, hvordan man er en rigtig mand, er ikke opstået i et vakuum. Det er en norm, rigtig mange er blevet mødt med hele livet. En undersøgelse fra Børns Vilkår har f.eks. vist, at drenge får hyppigere skæld ud og mindre trøst end piger allerede i børnehaven.

Vi må også erkende, at rådgivningstjenester og sundhedstilbud rammer piger bedre end drenge. Kan vi gøre noget anderledes, så en ung mand i krise føler, at det er lige så tilgængeligt for ham at søge hjælp, som det er for jævnaldrende piger?

En del af løsningen må være, at vi begynder at differentiere på baggrund af køn, når vi tilrettelægger forskellige hjælpeydelser til børn og unge. Både kommuner, institutioner, foreninger og organisationer bør gennemgå deres eksisterende indsatser for at sikre, at vi møder drengene på deres præmisser.

Alt for ofte gentager vi fortællingen om, at drenge ikke kan tale om følelser – uden at overveje, om det måske er, fordi vi spørger dem forkert.

Når det lykkes at få målgruppen i tale, risikerer vi let at miste dem, hvis pædagogikken bliver for blød, og vi stiller dem alt for direkte spørgsmål til deres indre liv. I stedet for at spørge: ”Hvordan har du det?” Kan man f.eks. spørge: ”Hvornår har du sidst set dine venner?” Andre gange skal vi måske slet ikke spørge om noget. En highfive, en invitation til en fodboldkamp eller bare en tavs tilstedeværelse kan også gøre en forskel i et ungt menneskes liv.

Voksne omkring unge skal desuden have kompetencerne til at identificere adfærd, som kan være tegn på mistrivsel – uanset hvordan det kommer til udtryk. I dag er vi mere tilbøjelige til at udvise omsorg, når vi møder unge, der reagerer med tristhed og tårer, end vi er, når mistrivsel kommer til udtryk som f.eks. aggression, risikoadfærd eller hård fysisk træning.

Det kan ikke nytte noget, at vi over en bred kam stadig betragter børn og unges onlineliv som utilgængeligt for voksne. Netop den tragiske erkendelse må forældrene i ”Adolescence” også gøre sig.

Vi skal spørge ind og være nysgerrige uden at skælde ud: “Hvad synes du om den youtuber? Hvad får du ud af at se de videoer? Har du set eller læst noget, du har lyst til, at vi taler om?” Børn og unges trivsel og adgang til trygge og rummelige fællesskaber er altid de voksnes ansvar. Også selvom det foregår bag en skærm.

Endelig bliver vi som samfund nødt til at tage de sociale mediers påvirkningsmagt alvorligt. Vi skal have skabt en sundere kultur for, hvordan vi agerer på digitale medier. Og så skal vi sætte foden ned over for techgiganter, der er med til at sprede misogynt og voldeligt indhold. Børn og unge skal ikke kunne fanges i en karrusel af potentielt farlige maskulinitetsnormer. Vi har brug for både regulering og digital dannelse, så onlinefællesskaber fremmer positive rollemodeller og støttende netværk for unge af alle køn.